søndag den 11. marts 2012

The Last Five Years - Tårer, smil og temmelig meget ståpels!

Det kan ske, at man er så forelsket, at selv om man forsøger at gribe øjeblikket og få tiden til at stå stille, så stormer den afsted og det kan være svært at følge med. Alt går næsten for hurtigt.

Det kan ske, at den man elsker går. At den kærlighed som engang næsten tog pusten fra én, er forsvundet. Det kan ske, at man sidder tilbage med en kasse fuld af minder og føler sig lille og bange i sjælen. 

Det kan ske, at alt det man drømte om pludselig bliver til virkelighed. At verden ligger åben og klar til at indtage med 300 km/t. At det kildrer af lykke helt ud i storetåen.

Det kan ske, at alt det man drømte om ikke vil lykkedes. At alt står i stampe, mens resten af verden drøner forbi og man forpustet forsøger at følge med.

Det kan ske, at to sjæle støder sammen med et ordentligt brag - og intet bliver det samme igen. 

...

På Fredericia Teater spiller de netop nu kammermusicalen The Last Five Years. Det er en "forlæns og baglæns"-historie om vild kærlighed, passion og et ægteskab der går i stykker. Det er historien og Jamie og Catherine. Vi møder hende den dag, hvor deres forhold definitivt er slut. Vi møder ham den dag, de tager på deres første stævnemøde. På halvanden time bliver deres historie fortalt. Han "går" forlæns og hun baglæns - og lige præcis på midten krydser deres historier hinanden. Til deres bryllup, hvor de får 10 intense minutter sammen. Vi ved, at forholdet går i stykker og langsomt finder vi ud af hvorfor.
Det kan lyde forvirende, rodet og uoverskueligt. Men det er det på ingen måde. Det er historiefortælling, når det er allermest genialt!

Halvanden time og fjorten musiknumre. Det er imponerende hvad Maria Skuladottier og Lars Mølsted præsterer som Catherine og Jamie. De rammer essensen af forholdet, så man tror fuldt og helt på hvad man ser og hører. Og så synger de, så selv englene stopper op og lytter med. Lækkert!

Scenografien er en masse kasser. Store kasser og små kasser. Kasser man putter sine minder i. Kasser man tager med sig, når man flytter ind. Og kasser man tager med sig, når man flytter ud. Livets kasser (Hvis man må blive så filosofisk...). Less is more - og det er dejligt at se på!

Musicalen er skrevet og komponeret af Jason Robert Brown. Den spillede første gang i Chicago i 2001 og Off Broadway i 2002. Forestillingen er et eksempel på hvad der er nyt og hot i amerikans musical i disse år. Det er velkomponeret musik og elegant historiefortælling. Og det er dejligt at se denne slags musicals i Danmark. 
Jeg har i et tidligere blogindlæg rost Fredericia Teater for deres initiativ og virkelyst i forhold til at præsentere nye og (her i Danmark) knap så kendte musicals. Og jeg synes stadig, det er svært at få armene ned over det mod, de udviser! 

Jeg ville sådan ønske, at folk tog mod til sig og tog en tur til Fredericia. For The Five Last Years er en forestilling der er værd at se - om man er til musical eller ej. 
Kom afsted for pokker(!!!) - Belønningen er tårer og smil -  og ståpels fra start til slut!

(Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg får billetten til forestillingen gratis, mod at jeg skriver om den. - Hvad jeg skriver er helt op til mig.)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar