fredag den 10. august 2012

Hvad er barnets navn?

Da jeg var en lille pige og gik i børnehave, ville jeg virkelig gerne hedde Rose. Allerhelst Rose Syren. Det var ingen sag at få de andre unger på blå stue til at kalde mig mit nye yndlingsnavn. Værre var det straks, da jeg også begyndte at kræve det af pædagogerne. I 2 dage valgte jeg simpelthen at ignorere alle, der kaldte mig ved mit dåbsnavn. Det gik lige til yndlingspædagogen tog mig på skødet og forklarede mig, at jeg burde være glad for mit smukke navn. Og hvad ville jeg sige til, at vi døbte en af dukkerne Rose Syren Jensen? Okay så...

Men stakkels den mor/far/pædagog/you-name-it, der skal overbevise nutidens søde poder om, at deres navn er smukt og velklingende... Og at der da slet ikke er nogen grund til at ønske sig at hedde noget andet.

Listen over nye godkendte fornavne er netop kommet på gaden.

Jeg har været inde på det før. Sære navne nogle forældre giver deres børn. (Jeps, jeg griner stadig højt af Tom Jerne...)

Efter at have læst listen, må jeg endnu engang undres over, HVOR specielle vi ønsker at være. Så specielle, at vi synes det er okay, at det kommer til at gå ud over vores børn.

Jeg døber dig Ludo Lurifax Awesom Nielsen - og gå så ud og ha' et fantastisk liv!




2 kommentarer:

  1. Ha! Genial liste. Der er godt nok nogle mærkelige ind i mellem. Stakkels barn, der hedder Offer. Det for mig til at tænke på tegnefilmen Coraline, hvor der er en dreng der hedder Whyborne.

    Min største dreng har et ret specielt mellemnavn, som har fået folk til at ryste på hovedet. Jeg synes det er rigtig flot, men vi var også bevidste om, at det var meget anderledes, så derfor valgte vi det som mellemnavn.

    SvarSlet
  2. Offer, ja den faldt mig også lidt for brystet. Så er der trods alt noget federe i at hedde Awesom.

    Jeg synes det er helt okay, at børn får nogle lidt anderledes mellemnavne. Der hvor vi skal passe på, er når de små poder får meget specielle kaldenavne. Det kan umuligt være sjovt, at være drengen der lyder navnet Fru Sok...

    SvarSlet