Om at sige pænt farvel...

Jeg pakker mit liv i flyttekasser. Det er ikke det sjoveste i verden. Jeg er nemlig samler. Som i seriøst problematisk (men dog ikke der hvor klinisk rengøring skal tilkaldes sammen med den blå vogn... endnu).

Nå, men det gode ved flytninger, er at man endelig kan komme i bund i bunkerne. Smide ud. I stor stil!
At tænke sig. Frem fra en skuffe, kom denne her:



Den virker skam endnu. Og mens jeg har smidt noget mere ud, har jeg hygget mig med adskillige bånd fra min barndom (Dem har jeg nemlig også gemt). Bånd fra dengang hvor man sad klar ved radioen med fingeren på optager-knappen.

Jeg har besluttet mig for, at blødsødne mig ikke må være med til at pakke sammen denne her gang. Det er forbudt at sidde og falde i staver over gamle dagbøger, billeder og breve. Og det er endnu mere forbudt at klynge sig til en sko/bamse/nips og klynke over at tingen skal videre ud i verden. Specielt hvis denne ting ikke har været i brug eller været savnet, al den tid jeg har boet her.

Så jeg har hen over weekenden stillet mig selv spørgsmål som:


  • Hvornår har der nogensinde været nogen fornuft i at eje tre eksemplarer af Ringenes Herre? (Bøgerne vel at mærke...)
  • Når nu de der ækle røgelsespinde har ligget på bunden af skuffen i tre år, tror du så du står og får brug for dem i morgen?
  • Kunne det tænkes, at du kunne sige farvel til de der sko med hul i sålen?
Og:

  • Hvornår var det lige du forestillede dig at smide dem her på anlægget igen?



Nå, jeg har ikke tid mere. Jeg skal på lossen og smide ud.

P.s. Hvis du, på en genbrugsplads i Århus, ser en lille fortabt sjæl stå hulkende ved en tøj-container og vinke fortvivlet til en pose. Så er det nok bare mig, der alligevel synes det er lidt underligt at sige farvel til tøj, der trods alt har fulgt mig siden jeg var 16...

Kommentarer

  1. Jeg vil gerne klunse Ringenes Herre-bøger fra dig, hvis du ikke har smidt dem ud?

    SvarSlet
    Svar
    1. De røg desværre i svinget. Men hvis du er heldig, kan du finde et af mine komplette sæt i en af Kirkens Korshærs gennere...

      Slet

Send en kommentar