søndag den 16. juni 2013

At drukne i en bølge af lækkerhed...

Min krop er usmidig og klodset. Jeg falder over og går ind i ting. Jeg elsker at danse, men er uelegant. Som en utrolig klodset elefant i en butik fuld af det fineste krystalglas.
Men når jeg sover, drømmer jeg tit, at min krop kan de mest utrolige ting. Svæve over vand og danse smukt og elegant...

Da jeg var en lille pige, var min store drøm at blive ballerina. Sådan én der med ynde og lethed gik på tå og løftede benet. Men med tiden blev jeg jo den klodsede elefant, så ballerina blev jeg aldrig.
Men jeg drømmer stadig!

Og i teatermørket er det okay at drømme. Drømme om krig og kærlighed. At vende huse på hovedet, fare vild i skoven og glemme sig selv i den dybeste kærlighed.

For en lille uges tid siden var jeg en tur i balletten og se det nye kompagni Corpus og deres første helaftensforestilling We're not waving... We're drowning. Egentlig er jeg mest til de der romantiske balletter. Historier om sylfider og svaneprinsesser og kvinder der mister forstanden af forelskelse... Eller det troede jeg. Indtil jeg så Corpus...

For noget tid siden skrev jeg om en meditation, der ikke var helt så meditativ endda. Der i teatermørket fandt jeg en helt anderledes form for meditativ ro. Jeg havde ladet mine kedelige dramaturgbriller blive hjemme og satte mig til rette helt uden forventninger. Jeg lo, jeg græd, jeg gøs og jeg heppede. Det var et helt igennem fantastisk drømmeunivers som forestillingen åbnede for os. Og da jeg rejste mig, var jeg glad og afslappet. Så afslappet at det eneste der var at gøre, var at sidde på molen ved Skuespilhuset og se ud på vandet, indtil mørket kom.

Forestillingen spiller, desværre, ikke mere. Men jeg glæder mig til mere ballet og kan næsten ikke vente med at se hvad Corpus finder på næste gang.

Nogen kalder balletten bedaget og kedelig. De siger, at den ikke har nogen fremtid. At den er forældet.
De har ikke mødt Corpus...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar