lørdag den 1. juni 2013

At kende sine skeletter i skabet...

For nogle dage siden læste jeg det her indlæg ovre hos Stine. Et indlæg om hvordan vi er afhængige af at tale med vores krop og høre efter - og om hvordan diverse stimuli kan redde en hel dag. 
Jeg har i et stykke tid gået og talt lidt med min krop. Løsnet op for en masse spændinger, fysiske såvel som psykiske. Jeg er klar over, at jeg stadig har lang vej igen. Men intet havde forberedt mig på det der skete, da jeg i dag valgte at følge en meditationsklasse. Jeg forsøgte, som jeg plejer, at sætte mig godt til rette. Men allerede der kunne jeg mærke, at det ikke var helt som det plejede at være. Meditationen varede en time. Og allerede efter 10 min begyndte jeg at tabe min koncentration. Og efter 30 min. blev jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Jeg forsøgte at jage trætheden bort ved at sidde med åbne øjne. Så ved at stå lidt op. Men intet virkede. Jeg var træt, som havde jeg ikke sovet i en uge. Og ked. Jeg troede, det kunne afhjælpes ved at tage en yogatime. Det kunne det så ikke...

Det hele blev bare værre. Jeg blev svimmel, mere træt. Og endnu mere trist. Det eneste jeg havde lyst til, var at tage en lang lur der på yogamåtten, mens de andre knoklede omkring mig. Jeg ved ikke, hvor velset det er i mit lokale fitness-tempel, så jeg lod være...

Jeg aner endnu ikke, hvad jeg fik åbnet for til den meditation. Men der er tydeligvis et par skeletter i skabet, der skal jages ud. 

I dag var den eneste kur at tage en tur til vandet med mit yndling-yoga-menneske, nyde vinden i ansigtet, dufte havet, drikke kaffe, spise en helt masse saltchips og chokolade - og dyppe tæerne i havet for første gang i år. 


Men jeg er altså stadig en lille smule træt...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar