mandag den 3. juni 2013

Happy Welcome... Mit Græske Kærlighedseventyr

Dette indlæg har jeg tænkt mig at tilmelde mig Spies' blog-konkurrence med. Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kr. 
Stem her.

-------------------
Klokken er mange da flyet lander i lufthavnen. Men det er alligevel meget varmt. På lufthavnsbygningen hænger der et stort skilt. "Welcome to Crete."

I bussen fra lufthavnen til hotellet er der mørkt og tyst. Der er forventning i luften, men folk er trætte. Tre fyre på bagsædet åbner den første øl og den ene siger noget om, at nu mangler der bare de der damer. Deres dialekt afslører, at de er fra Nordjylland. Et ældre ægtepar småskændes. På den der måde hvor man ikke er i tvivl om, at de slet ikke kan undvære hinanden og de konstante småskænderier. Hun har brede hofter og en storblomstret bomuldskjole på. Han har en pengekat om halsen og hvide sokker i sandalerne.
Guiden pjatter med chauføren. Et barn griner højt. Uden for vinduet er der helt mørkt. Jeg lukker øjnene...

Det er morgen. Jeg bliver vækket af lyden af rengøringsdamen ude på gangen. Hun taler højt og griner rigtig meget. Jeg kan høre, at hun har plastiksandaler på. Hun slæber lidt mere på den ene fod end på den anden. En dør smækker og der bliver stille igen.
Jeg kravler ud af sengen uden at vække min søster, der sover i sengen ved siden af min. Hun ligger helt rullet ind i det hvide lagen. Hendes mund står en smule åben og hun trækker vejret tungt.
Jeg lister ud på altanen og bliver slået af varmen. Selvom klokken ikke er mange, er der allerede hedt. Der dufter af kaffe, i baren spiller de Lady Gaga og en lille lyshåret purk i Spiderman-badebukser og armvinger svømmer lykkeligt rundt i poolen. En let brise leger med palmegrenene foran altanen. Jeg sidder et øjeblik helt stille og nyder duften af sol, klor og kaffe. Svenskerne i lejligheden nedenunder er vågnet. De har tændt for "Boten Anna" og drikker vodka og juice til morgenmad. Det ældre ægtepar fra bussen sidder på altanen ved siden af. Hver med deres kryds og tværs. Hun er iført en storblomstret badedragt. Han er iført røde badebukser, hvide sokker og sandaler. Hun siger noget om, at svenskere aldrig sover. "Mon de tror de er på Bakken!?" "Mmmm..." svarer han, mens han tager en tår af sin kaffe. Han rejser sig, forsvinder ind i lejligheden et øjeblik. Han kommer tilbage med flaske Gammel Dansk og et stykke rugbrød med spegepølse.


Vi går igennem byen. Vi er mætte og lidt fulde. Far og mor holder hinanden i hånden. Vi har spist Lam Kleftiko og drukket rødvin serveret i små karafler. Til desserten kommer tjeneren med små, iskolde glas, hjemmebrygget uzo. 
Vi har ikke travlt og nyder larmen fra de mange barer, restauranter og små butikker. Pludselig kommer jeg til at kigge op. Der på elledningerne sidder der hundredevis af små fugle og putter sig. De er gået til ro midt i byens larm. Jeg hører Leonard Cohen for mit indre øre. "Like a bird on a wire"...


Vi skulle egentlig bare gå en tur, søster og jeg. Langs strandpromenaden hvor alle barerne ligger og lyser op i mørket. Der er masser af larm fra alle de forskellige anlæg der konkurrerer i at spille højest. "Beautiful girls. Where are you from? Holland? My name is Kosta..."
Pludselig sidder vi ved et bord. "What you want for drink?" Vi beslutter os for gin og lemon og bestiller to af dem. Men vi glemmer jo, at der er Happy Hour - altid. Så pludselig står der fire drinks foran os. Kosta kommer hen til vores bord. Han siger, han snart har fri. Han vil gerne give os flere drinks, hvis vi har lyst. Han har en stram sort Iceman t-shirt på. Og stramme orange bukser. Meget stramme. Oppe i baren sidder en ældre, tyk mand. Han har shorts på. Og en hvid skjorte, der er åben helt ned til navlen. Han har et stort kors om halsen og skægstubbe. Han stirrer på søster og hendes meget lyse hår. Kosta står ude på gaden og forsøger at trække flere kunder til. Han smiler og vinker til os. Da han vender sig, klør han sig automatisk i skridtet. Vi drikker ud og forsvinder, inden Kosta får fri.


Vi har lejet en bil og er kørt ud i det blå. Der er ingen planer og ingen der bestemmer hvor vi skal hen. Vi er stoppet i en lille by i bjergene. Vi finder en Taverna. Alt på menukortet står kun på græsk og pigen bag baren forstår ikke meget engelsk. Men hun viser os smilende hen til restaurantens bedste bord. Med fagter og grin lykkedes det os at gøre os forståelige. Vi får den bedste græske salat, hjemmebagt brød og små sorte oliven. Pigen peger på dem og siger "Papa make...". De smager fantastisk. Solen skinner og vi lytter til lyden af havet, der slår ind mod land langt under os, mens vi drikker kaffe af bittesmå kopper.


Da vi endelig rejser os og forlader restauranten, går vi forbi to gamle bedstemødre. De sidder på en bænk og er stille sammen. De er klædt helt i sort og har et tørklæde om hovedet. Den ene af dem kigger på os. Og så smiler hun. Et kæmpe, tandløst smil. "Happy welcome!" råber hun...
Jeg drømmer mig tit tilbage til dejlige Hersonissos. Sådan gik det til, da Kreta vandt mit hjerte.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar