torsdag den 8. august 2013

Surhed står for fald...

Det sker, at man, når man bevæger sig ud i verden, møder mennesker, der er så bitre, at deres ansigt ligner en tro kopi af en hønserøv. Nogle dage opdager man dem ikke, og nogle dage opdager de én. Der står man så, presset op mod muren, mens hønserøven tror, at han/hun (mest hun, faktisk...) kan kaste al sin bitterhed op, lige der hvor man står.

På Bispebjerg St. mødte jeg i går et pragteksemplar af racen. Hun stod på perronen og stirrede på et S-togs rutekort. Noget var galt. Hun vendte sig hektisk om, lige da jeg gik forbi.

"Det er åndsvagt ikke, så laver de sådan et kort, hvor alle stationer er på, og så har de ikke tilføjet zonerne..." sagde hun, mens hun slog sig hårdt for panden og rakte tungen en smule ud.

"Der er et zonekort henne ved klippekortautomaten" svarede jeg venligt, mens jeg lagde an til at gå videre.

"Ja, men det er da åndsvagt, ikk'?" fortsatte hun, mens hun hankede op i sin taske og halvløb op på siden af mig. "... Og så har de lovet regn i vejrudsigten, men kommer det så? Næ nej. Her går jeg og smelter... Og jeg skal helt til Veksø." Hønserøven midt i hendes ansigt sitrede nu. 

"Og så alle de hjemløse der hele tiden skal tigge. Nu har jeg arbejdet i 50 år!!! Skal min pension så gå til at dække for betalingen af deres guldøl?!"

Jeg havde lyst til at svare hønserøven igen. Vende ryggen til hende og alle hendes højlydte negative udladninger, der nu kom væltende i en lind strøm. Men jeg kunne ikke. I stedet stod jeg helt paralyseret, midt på perronen, mens en begyndende surhed begyndte at boble i maven på mig.

Men lige så hurtigt som hun var dukket op, lige så hurtigt var hun væk igen. Hun var løbet efter en ældre herre, hun højlydt titulerede som "Manse".

Pludselig opdagede jeg den unge fyr ved siden af mig. Han stod med et let smørret grin om munden, mens han kiggede efter hønserøven. "Smil til verden..." sagde han, mens han sendte mig et skævt smil og fløjtende hoppede ind i toget, der netop var stoppet foran os. Jeg begyndte at grine...

Det er så nemt at lade sig påvirke af hønserøven. At blive vred og bitter. Men næste gang jeg møder en hønserøv, så vil jeg smile ham/hende så meget tilbage i ansigtet, at han/hun ikke har en kinamands chance for at opdage, hvad der ramte ham/hende. For en meget klog mand har engang sagt, at "Smilet er den korteste afstand..."


Ingen kommentarer:

Send en kommentar