mandag den 6. januar 2014

Kunsten at sige undskyld til sig selv...

Det her indlæg har været et af de lidt sværere at skrive. Sådan et indlæg der har siddet i kroppen, men ikke rigtig har villet kanalisere sig ud gennem fingrene. Det handler nemlig om, hvordan jeg fandt ud af, at kroppen og sindet hænger uløseligt sammen. Og at jeg vist ikke altid er den bedste til at passe på hverken min krop eller mit sind...

Den gode Stine tager mig nogle gange under kærlig Body-sds behandling. Det vil sige, at hun lader mig kravle op på sin behandlerbriks, hvorefter hun, meget præcist, trykker, trækker, vrider og aer min krop, mens jeg kan mærke at både min krop og mit sind giver slip.

Nu er det sådan med mig, at jeg er vokset op i "generation musepige". Vores lærere lærte os, at det var vigtigere at vi skrev pænt, end hvad vi skrev. Så der sad vi så og lavede små hjerter over alle vores i''er og troede, at pæne lige bogstaver var vigtigere, end det vi skrev. Vi fik at vide, at vi skulle være dygtige, stille og at "tale er sølv, men tavshed er guld". Ikke tale for højt eller længe. Og ikke mindst at gøre alt hvad der blev forventet af os - og lidt til. Og så endelig huske at sige pænt tak bagefter.

Sidst jeg lagde mig til rette på briksen hos Stine, var det med forventningen om, at hun nok skulle fikse spændingerne i mine skuldre og min evigt urolige mave. Og bagefter ville jeg danse videre ud i verden på lette ben. Der er det med Body-sds behandlinger, at de gør skide ondt. På den gode måde. Men av for f.... Jeg vrider mig og vender mig og råber højt. Og pludselig summer det i hele min krop og min mave slapper af og min hjerne tænker pludselig meget klarere.
Stine tog fat i min storetå, rystede den lidt og hold nu op, hvor gjorde det ondt. Og pludselig strømmede tårerne ned af kinderne på mig. Egentlig ikke pg.a. smerten, men fordi jeg havde brug for at græde. Noget i maven havde givet slip og jeg græd og hulkede. For første gang i meget lang tid græd jeg med lyd, hulk og snot. Det lyder voldsomt ubehageligt. Men det var det ikke. Slet ikke. Det var virkelig rart. Ovenpå et efterår hvor jeg har haft alt for mange jobs og alt for meget ansvar, gik det op for mig, at jeg i flere måneder slet ikke har mærket efter i min krop og i min sjæl. Jeg har svømmet panisk frem, kun med næsen over vandoverfladen, mens jeg har sagt "JA!" til alt og takket, bukket og nejet hver gang nogen har stillet flere krav, været urimelige eller talt grimt til mig. Jeg har gjort alt for at undgå at skulle have hovedet under.

Og så er vi tilbage hos musepigen. For nok har jeg lært at sige "Ja tak" til alt. Men jeg har også altid vidst, at det var at gøre vold på min natur. For jeg er ikke stille og pæn og yndig. Jeg larmer, taler højt og hader i virkeligheden alle de små lige bogstaver i fine lige linjer. Men jeg har jo hele livet lært, at sådan må man ikke være. Så for ikke at skuffe nogen og gøre nogen kede af det, så takker jeg ja og klapper i hænderne, hver gang nogen beder mig om noget. Også selv om hele min krop skriger i protest og den lille fede mand i min mave har lyst til at skrige nej af sine lungers fulde kraft ud af min mund.

Efter jeg har lært Body-sds at kende, er jeg begyndt at øve mig i at takke nej, sige fra og være stolt af hvem jeg selv er. Det er svært, men jeg øver mig og "laver mine lektier".

Jeg ved stadig ikke hvad der sidder lige der i storetåen. Kun at det var godt at få åbnet for sluserne. Og at kroppen og sindet er et spejlbillede af hinanden og at jeg skal til at passe meget bedre på begge dele.

Vil du vide mere om Stine og hendes behandlinger, så kig forbi her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar