tirsdag den 11. marts 2014

På tur til The Grand Budapest Hotel - Eller hvorfor jeg elsker Wes Anderson...

Der er smukke film, grimmme film, gode film og dårlige film. Og så er der de der film, der kravler ind under huden og lagrer sig. Sådanne film som der kommer fra instruktøren Wes Anderson. Film der er fulde af smukke farver, perfekte kompositioner og persongallerier, der er så skøre, at de er perfekte. 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg faldt over Wes Anderson film første gang. Jeg husker bare, at selvom jeg ikke forstod meget, så forelskede jeg mig dybt i universet i The Royal Tannenbaums. Jeg havde lejet den i Blockbuster og nåede at se den tre gange, inden den skulle afleveres igen...


Og på forunderlig vis glemte jeg i flere år alt om, at Wes Anderson og hans film eksisterede. Lige indtil jeg, ved et tilfælde, så Moonrise Kingdom. Og den gamle forelskelse flammede op igen. Det er så smukt, morsomt og rørende...



Og nu til aften forvandlede min forelskelse sig til ren og skær (gammel) kærlighed, da jeg smugkiggede The Grand Budapest Hotel. Det er et eventyr i et fantasiunivers, hvor alt er lidt for farverigt, lidt for symmetrisk og alt for lækkert. Hvor Ralph Finnes boltrer sig i sin, til dato, mest humoristiske og elskværdige figur. Hvor store stjerner popper op som ukrudt på en smuk sommerdag. Og hvor man ikke kan andet end at overgive sig til latter og kuldegysninger. 


Wes Anderson, vil du gifte dig med mig? Jeg er FAN!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar