torsdag den 12. juni 2014

Feinschmecker - eller "Why don't you eat?"...

Jeg har endnu engang sat mig til rette i teatermørket. Denne gang for at se forestillingen Feinschmecker af Teater SEW FLUNK FURY WIT.

Tre mænd mødes, de nyder en whiskey, de skuler til hinanden, de pisser territorie af, de tager deres sko af. Og frem af hver deres taske tager de en full size kvindedukke frem. De danser med hende, kysser på hende og trækker hende igennem en følelsesladet rutsjetur. Tre mænd og en meget absurd fetich.

Det tegner lovende og interessant. Dukkerne er fantastisk flotte og kan virkelig meget med enkle virkemidler. Scenografien og lyssætningen er dejlig simpel og dukkeførearbejdet er veludført. Men desværre taber forestillingen sit publikum på gulvet. For det er på ingen måde en forestilling, der forsøger at please sit publikum. Det er svært at følge handlingen, hvilket, desværre, er med til at gøre den uinteressant for mig som tilskuer.

De tre dukker er helt unikke. Deres ansigter, arme og hænder er lavet af blødt silicone, hvilket giver dem en livagtighed, der er helt utrolig. Men besjælingen lykkes, i mine øjne, ikke helt. Jeg havde meget svært ved at se intentionerne i en, til tider, meget hektisk dukkeføring. Det bliver kun virkeligt interessant, når de agerer med deres fører i roligt, nærmest halvt, tempo. Jeg ville ønske at forestillingen havde brugt dukkernes unikke spillemuligheder noget mere, i stedet for at lade dem blive til rekvisitter for mændenes indbyrdes kamp.

Spørgsmålet er, hvad forestillingen vil, at vi som tilskuere skal synes om de tre mænd og deres absurde dans med kvindedukken? Jeg har ikke noget bud...

Og nu har jeg egentlig flere muligheder: 
  1. Jeg kan skrive en anmeldelse hvor jeg småsurt lader mig irritere over ikke at føle mig inviteret ind i det univers, der bliver rullet frem på scenen. 
  2. Jeg kan skrive en anmeldelse, hvor jeg glad klapper i mine hænder over, at der trods alt er teater der ikke kun går efter den bredeste fællesnævner for at please tilskueren.
  3. Eller jeg kan skrive en anmeldelse, hvor jeg pakker hele den dramaturgiske værktøjskasse ud og skriver alt med rødt.
Men måske skal jeg bare nøjes med at konkludere, at det, heldigvis(!!!) ikke er alt man skal forstå…

Forestillingen spiller på Edison, som en del af teaterfestivalen CPH Stage, fra d. 11 - 15 juni, 2014


Ingen kommentarer:

Send en kommentar