fredag den 4. juli 2014

De Lystige koner i Windsor - eller kedelig kønsforvirring...

I år fejrer vi 450 året for Shakespears fødsel. Med på fejringsvognen hopper Grønnegårds Teatret med deres opsætning af De Lystige Koner i Windsor. Farcen om Falstaff, der i sit forsøg på at snøre Hr. Pagh og Hr. Fjord ved at lægge an på deres koner, ender med selv at blive snøret.

De Lystige Koner i Windsor er en af mesterens mindre spillede farcer. Og det forstår man vel egentlig godt, for hvor god er den egentlig? Og hvad skal vi som tilskuere lære og forstå ved at følge den stakkels Falstaffs fald?


Foto: Bjarne Stæhr
I en pavilion med skrånende gulv, omgivet af publikum på alle fire sider, løber karaktererne ind og ud i et tempo, der kan få selv den mest tekstglade tilskuer til at tabe pusten. Mænd spiller kvinder og kvinder mænd. Et interessant greb og et indspark til kønsdebatten. Hvis altså ikke det var fordi det aldrig rigtig bliver farligt. Camilla Bendix og Helle Dolleris er skønne som Pagh og Fjord, der desperat forsøger at holde fast på deres koner. Joen Bille er sjov som den knipske Madam Rap, der spinder lige så mange intriger, som "hun" forsøger at løse. Allersjovest er dog Joachim Fjelstrup som den franske læge Caius, der med sine franske eksplosioner, får latteren helt på sin side.
Nina Flagstad har skabt en scenografi og kostumer, der er visuelt interessante, men på mange måder hæmmer historien. Karaktererne drukner i store kjoler og endnu større skamkapsler. 

Og midt i det hele danser Troels Lyby rundt som en mægtig Falstaff med kæmpe krop og hængevom. Han vælter rundt, falder og rejser sig og falder igen, afslører og udstiller sig selv, med et kæmpe, rødt, kludedukke-lem syet fast mellem benene. Men det bliver aldrig rigtig sjovt og vi fatter aldrig helt den sympati med kæmpemennesket, selv om vi så gerne vil.



Fotot: Bjarne Stæhr
De Lystige Koner i Windsor er ikke nogen entydig dårlig forestilling, men den er heller ikke rigtig god. Den er nærmest bare ligegyldig. Intentionen med galskaben mangler og tilbage sidder man med en underlig tom fornemelse. 1 time og 40 min. hektisk liv og leben, der desværre lander mellem to stole.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar