søndag den 2. november 2014

De 3 Musketerer - rock og (røv)balle på Gasværket...

Født i 80'erne er jeg barn af hjemmepermanent, pangfaver, store plastikøreringe og masser af gedigen glitter rock. Jeg kender til det der rock&roll. Og ikke altid for det pæne. Men hver gang der er fest og nogen sætter "The ultimate 80's collection" på, er jeg gerne den første der springer op, løber ud på dansegulvet og synger højt med. 80'erne er det der grimme årti, vi alle elsker at hade. Men en ting er sikkert; 80'erne vidste hvordan man bankede en fest sammen.

På Østre Gasværk har 80'er festen overtaget. De tre musketerer er flyttet ud af 1800'tallet og ind i 80'erne. D'Artagnan vil stadig gerne være musketer og det bliver han. Men kun fordi han kan spille en ordentlig gang spade. Athos, Porthos og Aramis er alle tre efterhånden fedladne, alkoholiserede og temmelig trætte. Kongen af Frankrig er til pink, puddelhunde og meget unge drenge, mens hans dronning har travlt med at kysse rundt på en af fjenderne fra England. D'Artagnan forelsker sig i Caroline, men hun er gift og nybagt mor (til en bebs hun end ikke husker navnet på). Og så var der også hende pigen, Athos var forelsket i. Men det gik i stykker, fordi hun var mere mand end kvinde, altså på den der "hun har en p**"-måde. Det er altså de tre musketerer som vi kender dem, men det er samtidig vendt helt og aldeles på hovedet. Og det er meget, meget morsomt mens det står på.

Foto: Robin Skjoldborg
Det er i høj grad en ensembleforestilling og forestillingens energi emmer af overskud og spilleglæde. Når musikerne og spillerne ruller sig rigtig ud, sidder man med kuldegysninger og gåsehud helt ud på storetåen. Som Mylady imponerer Trine Pallesen. Selv om hendes karakter pludselig har fået et meget mandigt kendetegn, bliver det ikke plat. Man tror på Myladys skrøbelighed og hævnlyst. Og så synger hun så det kildrer i maven. Også Anne Vester Høyer imponerer med sin sang. Hendes version af "There must be an Angel" trak, meget fortjent, aftenens største bifald hjem. Og så kan man altså næsten ikke andet end at forelske sig i Rasmus Fruergaards fine og ærlige fremstilling af D'Atagnan. Og den dreng kan altså synge.

Man kan diskutere hvor meget, der er på spil i forestillingen. Med den - til tider for meget - karikerede spillestil, de vilde kostumer og den fuldstændige overgivelse til musikken, bliver det hele næsten for meget. Men jeg købte den altså. Og i flere dage efter forestillingen, gik jeg omkring med et stort smil på læberne og de vilde 80'er spillister i ørerne.

Foto: Robin Skjoldborg

Det er en festlig forestilling. Specielt når de store 80'er hits bliver rullet ud og orkestret viser alle deres talenter. Det er en forestilling der får det til at rocke i kroppen og trække i dansefødderne. Det er en forestilling, hvor man skal hænge sit krav om dyb, intellektuel historiefortælling i garderoben sammen med overtøjet. Føn håret, tag de høje hæle på, gå i baren, slap af og hav en fest. For det fortjener "De 3 musketerer" virkelig. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar