onsdag den 21. oktober 2015

H. C. Andersens Samlede Eventyr...

Mungo Park i Allerød har dramatiker og instruktør Heinrich Christensen med H. C. Andersens Samlede Eventyr skabt en tour de force gennem den kendte digters store eventyrkatalog.

På Allerød Bibliotek er de med på noderne. De har både borgerserviceskranke, studiepladser og en udstilling om H. C. Andersen. Men da de slår dørene op, står der ingen i kø. Ingen overhovedet. Og det til trods for at der er gratis kaffe og vaniljekranse og arrangemenetet er blevet slået op på intra. Så der sidder de så, bibliotekarerne Leif Arne, kaldet Leffe,  den lille grå mus Karen og førtidspensionisten Peder, der er i skånejob. Og når ingen dukker op, kan en arbejdsdag godt blive temmelig lang. Men så er det godt, at Leffe kan huske en sjov leg, han lærte på bibliotekarskolen... og så ruller lavinen. For hvad nu hvis H. C. Andersen ikke kan få sjælefred, hvis ikke de tre kommer alle hans eventyr igennem?!


Foto: Jon Kort


Det bliver en fantastisk rejse ind i det H. C. Andersenske univers. Fortællingen om H. C. Andersens Samlede Eventyr er elegant bundet op på forskellige teamer, alle genkendelige fra Andersens eventyr; både de kendte og knap så kendte. Der er mobningen, ensomheden, seksualiteten, kærligheden og vanviddet. Og det hele hviler på den kæmpe dødsangst, der æder den stakkels Hans Christian op, bid for bid.

Nicolai Jandorf overrumpler som den nørdede og lidt for friske bibliotekar Leffe. Hans kejtede og hyperaktive figur topper i en fantastisk fremstilling af Kejserens Nye Klær.
Amanda Collin debuterer fornemt som nyt ensemblemedlem i rollen som den grå og tørre Karen, der har så frygtelig svært ved at give slip og være sig selv. Det er en fryd at se den udvikling hendes Karen tager og det topper i en feministisk analyse af Den Lille Havfrue. Det tegner mere end godt for fremtiden.
Men mest overrasker Jonas Munck Hansen. Vi har set ham mange gange før som den musikalske rygrad i Mungo Parks forestillinger. Men som stakkels Peder i jobtræning, viser han, at han også mestrer karakterarbejde til UG. Han træder ind som ligeværdig skuespiller og hans djævelske og skæve H. C. får det til at gibbe i os. Jeg glæder mig til at se ham i mange flere roller.    

Foto: Mikkel Russel
                                   
Med H. C. Andersens Samlede Eventyr modtager publikum alfekysset lige midt på panden, og det er vildt, tosset, smukt og sørgmodigt. Det er H. C. Andersen, som vi slet ikke vidste han var.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar