Livsens Ondskab...

"Livsens Ondskab er et mareridt forklædt som komedie(...)" Som Direktør for Nørrebro Teater og dramatiker til forestillingen, Mette Wolf skriver i programmet. For er det virkelig lykken at få det, man ønsker sig allermest?

Foto: Ulrik Jantzen

I den lille provinsby, Gammelkøbing knokler Emanuel Thomsen (Thummelumsen) afsted for at tjene penge nok til at købe den færdre Møllegård tilbage, efter den 15 år tidligere røg på tvangsauktion. Han er en lille forkrøblet, selvretfærdig nærrigrøv, der ikke lader sig gå på af, at alle i byen griner af ham. For han har sine drømme. Men en dag vinder han i lotteriet og nu kan alle hans drømme gå i opfyldelse. Men er det nu også lykken? 

Der sidder de så, alle skuespillerne, på en kiste, klædt i hvidt undertøj. Alle på nær stakkels Thummelumsen. Ham er der lige præcis ikke plads til. Og frem kommer Klæd ud-kassen, kunstige skæg, lange frakker, skøre hatte. Og så er legen igang...
 
Det er en modig dramatisering og iscenesættelse, lagt i hænderne på henholdsvis Mette Wolf og Christoffer Berdal. Det er tydeligt at fortællingen fra Gammelkøbing i 1899 bestemt kan og skal sige os noget om, hvordan vi i dag vælger at leve vores liv.
 
Det er i høj grad en ensemblebåret forestilling, hvor næsten alle spillerne får lov til at lege med flere karakterer i det rablende og pantomimiske univers, de sammen skaber.
Og når skuespillerne ikke er i spil, står de på bagscenen i deres hvide grundtøj, som en slags observerende scenisk tilstedeværelse.
 
Peter Zandersen leverer en pragtpræstation som den stakkels og alligevel helt ulidelige Emanuel Thomsen. I tidligere filmatiseringer og iscenesættelser af Livsens Ondskab har vi oftest set Thumelumsen fremstillet som en lille, skæv særling, der lunter rundt i sin egen lille selvretfærdige verden. Peter Zandersen tager figuren helt andre veje. Han står aldrig stille og al gang foregår nærmest i løb. Det er en fysisk krafpræstation og et dejligt nyt tag på karakteren.
Så er der Thummelumsens udkårne Wulfdine, så fint og samtidig hylende morsomt spillet af Marie Knudsen Fogh. Stakkels, stakkels Wulfdine, der næsten ikke kan være i sin egen krop af bare ren forelskelse, befippelse og mindreværd.
Og midt i det hele står Tom Jensens rødskæggede toldkontrollør Knagsted. Han puster liv og sympati i den ellers ganske kyniske og drilske og gammelkendte figur. Han trækker afsted med stakkels gamle og pre-døde Mørch, helt vidunderligt gestaltet af Peder Holm Johansen. Hen på kirkegården for at tale om død, forrådnelse og ormenes kommende ædeorgier. Han er hele byens Peter-modsat, for som han siger: "I er nok om at mene det samme.". Og man kan ikke andet end at elske ham for det.

Foto:Ulrik Jantzen


Palle Steen Christensen er manden bag forestillingens scenografi og kostumer. Han har skabt et skævt og ganske gakket univers, hvor alt bliver forstørret, både det smukke, men i lige så høj grad det grimme. Og her lander vi midt i en af forestillingens største styrker, men samtidig støreste svaghed. For kombineret med spillernes energiske, nærmest commedia dell' arte inspirerede spillestil, giver det forestillingen en fantastisk ironisk tilgang til Wieds lille, lukkede og selvhøjtidelige provinshul. Men samtidig mister historien, på den bekostning, desværre, også nærvær og nerve. Nærvær og nerve, der ville kunne have fået os til at holde bare en smule af karaktererne.
 
I enkelte scener gearer forestillingen  til gengæld helt ned. Gamle Mørchs dødscene ramte mig med sin pludselige ro lige i tårekanalerne. Og når Clausen og Knagsted til slut drager på besøg på Møllegården hos den nyslåede gårdejer Thummelumsen, forstår vi, at det ikke altid er lykken at få sine ønkser opfyldt. Der går han i cirkler, stakkels Thummelumsen, og indser, at livet ikke er meget anderledes på Møllegården, end det var i det lille skæve hus i Gammelkøbing.
 
Og måske har han ret, ham Knagsted, når han siger "Man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt". For så er der i hvert fald plads til at drømme...
 
Livsens Ondskab, Nørrebro Teater Dramatisering (Frit efter Gustav Wieds roman): Mette Wolf Instruktion: Christoffer Berdal Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen Medvirkende: Peter Zandersen, Tom Jensen, Ole Lemmeke, Ditte Gråbøl, Laura Kvist Poulsen, Peder Holm Johansen, Jeanette Lindbæk Birk, Johanne Dal-Lewkovitch, Marie Knudsen Fog

Kommentarer