tirsdag den 15. august 2017

LA BOHÈME, Opera Hedeland...

Der er noget meget intimt og nært over Giacomo Puccinis La Bohème. Og derfor var jeg mere end skeptisk inden besøget på Opera Hedelands store amfiscene. For hvordan vil Rodolfo og Mimis kærlighedshistorie overhovedet nå op til bageste række, når den skal spilles på en 800 m2 scene for 3000 publikummer under åben himmel? Tja, i Lars Rudolfssons instruktion og scenografi lykkes det til fulde.
La Bohème er en af historiens mest elskede og spillede operaer. Det er historien om digteren Rodolfo og syersken Mimi, der forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men kærligheden har trange kår, for ingen af dem ejer salt til et æg og Mimi er blevet dødeligt syg midt i vinterkulden.

Foto: Mikal Schlosser

Opera Hedelands store, runde scene er til La Bohème dækket af sne; rigtig kold, glat sne. Tanken kan virke fjollet, nærmest som et gimmick. Men den virker, sneen. Og midt på scenen står en lille ovn med skorsten. Og så sker der faktisk ikke de store ændringer i scenografien. Stole og borde bliver båret ind og ud, ligesom den berømte seng Mimi dør i til slut. Og vi er som tilskuere aldrig i tvivl om, hvornår vi er på studenternes kolde loftkammer, på torvet i latinerkvarteret eller på cafeen. Netop fordi scenografien er så enkel, bliver vi på tilskuerrækkerne tvunget til at bruge vores fantasi. Det er meget originalt tænkt scenografisk træk, der gør Puccinis intime opera egnet til den store scene og de voluminøse omgivelser i Hedelandet.

Det er et enormt fint og sammenspillet hold solister Lars Rudolfsson og Opera Hedeland har hentet ind. Alle er de velsyngende og fulde af liv og energi i deres spil. Elisabeth Meyer er både utrolig morsom og koket i rollen som Musetta, mens Aleksander Nohr synger rollen som Marchello med charme, humor og ikke mindst en varme, midt i den kolde sne. Og så er der Adam Frandsen og Hamida Kristoffersen der synger og spiller rollerne som Rudolfo og Mimi så fint, at den uundgåelige tragedie til slut, rammer os ekstra hårdt.
Det er imponerende at være vidne til hvordan, de frivillige kræfter i og omkring produktionen træder sammen og får hele aftenen til at spille. Der er faktisk ikke en finger at sætte på hele den oplevelse det er, at besøge Opera Hedeland.
Instruktør og Scenograf: Lars Rudolfsson Kostumedesign: Kersti Vitali Rudolfsson Lysdesigner: Linus Fellbom Lyddesign: Claus Pedersen Dirigent: Henrik Schaefer Orkester: Collegium Musicum Kor: Lille Muko og Roskilde Domkirkes Drengekor Solister: Adam Frandsen, Hamida Kristoffersen, Jakob Vad, Aleksander Nohr, Andreas Franzén, Elisabeth Meyer, Jakob Bloch Jespersen, Lars Køhler og Johan Gudman







Ingen kommentarer:

Send en kommentar