mandag den 2. oktober 2017

PARANOID ANDROID - FÆNGSELSSANGE, Københavns Musikteater...

Musikforestillingen ”Paranoid Android – Fængselssange” på Københavns Musikteater giver et fint indblik i livet for indsatte og deres pårørende. En smuk og rørende forestilling, der desværre enkelte steder taber pusten og bliver lidt for tung.

En far har fået udgang for at fejre sin datter, der er blevet gift. En anden spørger sin datter, hvor hendes mand var i nat. De må være helt stille, så de ikke vækker barnet. Og i København synes et søskendepar, at de ser deres løsladte far overalt. "Paranoid Android" undersøger, hvad der sker med en familie, når familiens trygge havn er bag lås og slå. Hvordan bearbejder man sorgen? Hvordan mødes de, der ikke er i fængsel? Og hvad sker der, når den, der har siddet inde, kommer ud? Har vedkommende så sonet sin forbrydelse og betalt sin gæld til samfundet? Eller er det først uden for murene, at den rigtige straf begynder? Og hvem bærer egentlig straffen længst – den dømte eller de pårørende?
Foto: Nicolai Egense
På baggrund af forestillingen ”Venteværelse”, skabt af børn af indsatte, har dramatiker Kristian Hallberg skrevet forestillingen ”Paranoid Android – fægselssange”. En både rørende og humoristisk forestilling om, hvad det vil sige, at være barn af en indsat. Med kun fire medvirkende i en lille sal, bliver det en meget intim oplevelse. Vi tilskuere sidder tæt rundt om scenen og får på den måde både tekst og musik meget tæt på. Signe Højrup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) har komponeret nogle stærke og rørende smukke numre, der på fornemste vis understøtter forestillingens talescener.

Og det er en vigtig forestilling med et vigtigt budskab. Er det kun den dømte der straffes? Og hvem bærer egentlig straffen længst? Den dømte eller de pårørende? Alle medvirkede giver fine karakterportrætter og fortæller deres historie med ømhed, smerte og humor. Forestillingens tekster kredser alle om den smerte, både den indsatte og den pårørende oplever, også længe efter straffen er udstået. Det er rørende, men det gør også forestillingen tung og dramaturgisk kunne den have nydt godt at nogle lettere scener at binde historien sammen med. Men det ændrer ikke på, at det er en smuk og vigtig historie forestillingen fortæller. Tak for den!

Instruktør: Pelle Hanæus Manuskript: Kristian Halberg Komponist: Signe Høirup Wille-Jørgensen Scenografi og lysdesign: Kisser Rosenquist Lyd og afvikling: Erik Christoffersen Medvirkende: Signe Høirup Wille-Jørgensen, Thomas Bang, Carl Christian Riestra og Sara Fanta Traore


Ingen kommentarer:

Send en kommentar