mandag den 16. oktober 2017

PETER PAN, Folketeatret...

J.M. Barries kendte eventyr om Peter Pan har i Folketeatrets version fået sig en gevaldig ansigtsløftning. Det er et vildt eventyr for modige børn og fantasifulde sjæle, der desværre taber pusten en smule hen mod slutningen.

Alle børn har i deres drømme besøgt en ønskeø befolket af væsener, der forsvinder som dug for solen, når nattens søvn gnides af øjnene. Når dagen går i gang, sendes børnene ud i livet med et kys på kinden af deres forældre, der stolte følger deres opvækst. Og de fleste børn glæder sig til at blive voksne. Men Peter Pan er ikke som de fleste børn. Hvis det at blive voksen betyder, at man skal gå på arbejde og ikke må lege mere, så nægter han at blive voksen. Som spæd faldt han ud af barnevognen, og nu lever han i Evighedslandet sammen med De glemte børn, som han er anfører for. I Evighedslandet hersker fantasien og den evige barndom. Landet vrimler med feer og en af dem, Klokkeblomst, er Peters egen fe. Der er drilske havfruer, listige krigere, en glubsk krokodille og ondskabsfulde pirater anført af Kaptajn Klo. Livet på Ønskeøen lyder som et eventyr. Alligevel savner Peter og de forældreløse drenge nogen - måske en mor - der kan tage sig lidt af dem og fortælle dem gode godnathistorier. Peter flyver ofte hjem til Wendy og hendes brødre, John og Michael, for at sidde og lytte ved det åbne vindue til børneværelset, når de får fortalt eventyr af deres mor. En aften bliver Peter opdaget af Wendy, og han lokker hende til at tage med til Ønskeøen. Det bliver et uforglemmeligt eventyr for Wendy. For Peter bliver mødet med den handlekraftige Wendy dog lidt anderledes, end han havde tænkt sig.

Foto: Gudmund Thai
Med Moqi Simon Trolins modige dramatisering og instruktion er Peter Pan fløjet ind på Folketeatrets store scene i Nørregade. Og det er en noget anden Peter Pan, end ham vi umiddelbart kender. Det er en dunklere version af historien om drengen, der ikke vil blive voksen i et moderniseret univers, lagt i hænderne på scenograf Julian Toldam Juhlin, der med Peter Pan beviser hvorfor, han er en af de mest toneangivne scenografer på den danske teaterscene i disse år. Scenografien er fuld af grøn, natur og neonlys. Fuld af farver og former der trækker på et naivistisk børneværelse-univers. Barnets umiddelbare fantasi har bygget ønskeøen op.
Kaptajn Klo, her farligt fortolket af Lars Bom, er blevet en androgyn psykopat i røde lakstøvler og med en grab til klo, med hvilken han fanger bamser i tivolimaskiner, river hovedet af dem og proklamerer: ”Jeg er ikke ond, jeg er ked af det!”. Ved sin side har han Smisk (Ole Boisen), der ligner en blanding af Ozzy Osbourne og en fortabt 80’er punker; hård udenpå, men blødere end smør indeni. Kristel Stjernebjerg er helt anden Klokkeblomst, end den lille fe vi er vandt til. Hun er mere et adræt insekt end en yndig fe. Et smukt, adræt insekt der folder sig sammen, folder sig ud, flyver højt oppe under himlen og gang på gang overrasker med sine artistiske evner. Hun bliver en perfekt følgesvend til Michael Slebsagers helt grønne og adrætte Peter, der for alt i verden vil undgå at føle og huske; og slet ikke vil blive voksen, for så skal man jo dø. Mille Gori er en handlekraftig Wendy med hovedet fuld af lyse krøller. Og Anne Vester Høyer og Kristian Boland er utroligt morsomme som Wendys forældre og som krigerne på ønskeøen, Tiger-Lilly og Ugh. Men mest forelskede jeg mig i Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen og Stina Mølgaard som de tre glemte børn (bl.a.). De tre besidder en komisk timing og et perfekt samspil, der får os i salen til at grine og gyse med dem og føle os helt trygge, selv når tingene ser sortest ud for vores venner på scenen.

Det er en moderniseret og på ingen måde Disney-fiseret Peter Pan vi bliver præsenteret for. Det er en forestilling der tør være uhyggelig og stille dybe spørgsmål, uden nødvendigvis at have alle svarerne på dem. Men desværre taber forestillingen pusten i andet akt og får den desværre ikke indhentet igen. Der er rigtig mange løse ender der skal bindes sammen hen mod slutningen, hvilket tager tid og desværre ikke lykkes hver gang, hvilket desværre får forestillingen til at virke lidt for lang. Men dermed ikke være sagt, at det ikke er en god forestilling. Jeg sad flere gange med tårer i øjnene og gåsehud over hvor fint, det hele gik op i en højere enhed. Og at dømme ud fra de børn der var til stede til premieren, gik forestillingen også rent ind hos dem. Der var grin, gys og udbrud for alle pengene.

Så tag dit mod og din fantasi i hånden og flyv med til ønskeøen, hvis du tør.

Forfatter: J.M. Barrie Dramatisering og instruktion: Moqi Simon Trolin Dramaturg: Ninette Mulvad Scenograf: Julian Toldam Juhlin Koreografi: Esa Alanne Komponist: Anders Ortman Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Christel Stjernebjerg, Kristian Boland, Anne Vester Høyer, Ole Boisen, Hanne Gjerstad Henrichsen, Ene Øster Bendtsen, Stina Mølgaard og Tine Vitkov (musiker)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar