onsdag den 15. november 2017

CRAZY CHRISTMAS CABARET - PLANETRUMP, THE FARCE AWAKENS, Glassalen...

For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der sender publikum langt ud i lattergalaksen, men desværre også sine steder mister pusten.

I en galakse svimlende nær os, truer en gigantisk orange planet med at sprænge vores univers til atomer... eller måske ikke!!! Er der tale om en falsk nyhed? Vivienne McKee og Co. bringer os på randen af vanvid i den 35te Crazy Christmas.
Gør klar til en vild rutsjebane nu da... THE FARCE AWAKENS!

Foto: Thomas Petri
For 35. år i streg blænder Vivienne McKee og London Toast Theatre op for ”The Crazy Christmas Cabaret” i Glassalen i Tivoli med forestillingen ”Planetrump, the farce awakens”. Rigtig traditionsrig, engelsk ”Christmas Panto”, der er en type musikalsk komediefarce designet til familieunderholdning, der oftest spilles hen over jul og nytår. Moderne panto omfatter sange, gags, slapstick komedie, dans og skuespillere der spiller på tværs af køn. Aktuel satire blandes med en historie, løst baseret på et velkendt eventyr, fabel eller folkefortælling. Det er en deltagende form for teater, hvor publikum forventes at synge med på visse sange, råbe svar og komme med tilråb til det der foregår på scenen.  Således også i Crazy Christmas Cabaret. Vi buher af Ronald Rump, råber hooray af vores helt Luke Skystalker og kalder ”May the farce be with you”, hver gang nogen har brug for hjælp.

”The Crazy Christmas Cabaret” har et solidt og hengivent stampublikum, der har taget den engelske humor og tradition til sig. Det var helt tydeligt til premieren, hvor publikum var med, helt klar over, at de er den vigtigste medspiller til skuespillerne på scenen. Som førstegangspublikum (Jep, jeg gik til forestillingen som en vaske ægte Crazy Christmas Virgin!), er det lidt som at være inviteret med til en fest, hvor man ikke helt kender omgangstonen. Men sjovt er det og man bliver ført gennem aftenens festligheder i helt trygge hænder.

Et væld af karakterer strømmer ind og ud af scenen. Vi møder, traditionen tro, Andrew Jeffers’ ”Dame”, i år som Princess Liar i et utal af festlige og skønne kreationer af Scenograf og kostumier Kirsten Brink. Han formår at gøre sin ”mand i dametøj” virkelig morsom. Katrine Falkenberg springer fra karakter til karakter. Hun har en imponerende sangstemme og bærer de store musiknumre. Men også som replikanten Taylor Made imponerer hun med den helt rigtige kropslighed og accent. Også Vivien McKee, der også har stået for manuskript og instruktion, tager kegler. Specielt hendes Dr. van Helsingør, der viser sig at være Yoda og mesteren af god dansk hygge, er helt utrolig morsom og det er også her, forestillingen fungerer allerbedst. Men mest stråler David Bateson både som Chancellor Mærkelig (Angela Merkel), Han Zupp (Han Solo) og ikke mindst som Ronald Rump fra den gigantiske orange planet. Hans Donald Trump er skræmmende præcis i både gestik og artikulation.

”Planetrump, the farce awakens” er en forestilling med rigtig mange historier, der skal bindes sammen og løses. Det betyder også, at det bliver en meget lang affære, der sine steder desværre taber pusten. Jeg kunne ønske, at den lange skærekniv havde været fremme, specielt hen mod slutningen af første akt. For selvom det er festligt, fornøjeligt og fuld af gammelkendte traditioner, bliver de 2 timer og 30 min længe at sidde. Men dermed ikke være sagt, at ”Crazy Christmas Cabaret” ikke er værd at bruge en aften på. Julen er reddet – May the farce be with you!

Instruktør og manuskript: Vivienne McKee Kostumer og scenografi: Kirsten Brink Koreograf: Peter Friis Medvirkende: David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Andrew Jeffers, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg, Stuart Goodstein (musiker og kapelmester, Søren B. Petersen (musiker) og Tom Højlund Olsen (Musiker)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar