søndag den 4. marts 2018

CRASH, Betty Nansen Teatret...

Med forestillingen ’Crash’ præsenterer Sew Flunk Fury Wit og Betty Nansen Teatret os for en musikdramatisk forestillingen om et biluheld, og historien hvordan Manden og Kvinden i bilen er endt der. En forestilling der helt sikkert vil dele vandene. 

Et ægtepar kører galt. Imens bilen splintres, ser de deres liv passere revy. De genoplever det første kys, det sidste skænderi, de store lykkelige øjeblikke, den ubærlige sorg og drømmene der aldrig blev realiseret. Desperat forsøger de at samle stumperne af den smadrede bil og finde tilbage til livet og den tabte fremtid.

Foto: Søren Meisner
Det starter så godt, med en overture med vidunderlige, omfavnende harmonier, en smadret bil midt på scenen og de to karakterer, Manden og Kvinden, der nærmest i slowmotion vækkes ’til live’ og begynder at fortælle historien om hvordan de er endt der, i en smadret bil. Hun (Regina Unnur Ólafsdottir) synger med den fineste sopran, mens Han (Svend E. Kristensen) kommunikerer med en hård, nærmest spoken words sangstemme. Det er interessant og spændende at se på og lytte til. Men pludselig kommer to dukker i spil. To crash test dummies med performernes ansigter i gummiafstøbninger. Og her taber jeg tråden. De to dukker råber af hinanden med høje, monotome fistelstemmer, mens de slår på sig selv og hinanden med deres lange, bløde gummiarme. Det er hverken morsomt eller uhyggeligt. Det er uinteressant. Så har Manden og Kvinden lidt samkvem på bagsædet af bilen, hvorefter de skændes lidt igen. Herefter følger en lang introduktion af Manden og Kvindens familie og tidligere minder i skikkelse af nogle små træmænd, der bliver stillet på rad og række på scenekanten, mens deres historier fortælles. 

Peter Kolmetz har skrevet noget vidunderlig musik til forestillingen, der bliver fremført på smukkeste vis af de to musikere Rune Risager og Josefine Opsahl. Hvorimod Neil Cardinal Furios libretto forekommer en anelse kedelig og banal. Johan Kølkjærs scenografi er flot og enkel med den smadrede bil i centrum. Og så er der Svend E. Kristensens dukker. De er flotte og interessante, men bliver desværre brugt for lidt og for simpelt i forestillingen. Det er en interessant idé, at lade manden og kvinden personificere sig i skikkelse af de to dukker. Men det skulle være brugt mere og mere konsekvent, hvis det skulle have fungeret.

’Crash’ er med sine 60 min. ikke en lang forestilling, men den forekom mig alligevel lang og kedsommelig. Og det kan forekomme som en hård dom. Jeg er sikker på at det er en forestilling der vil dele vandene. Enten elsker man den og falder i hak med dens anderledes tag på begrebet musikdramatik, eller også gør man ikke. Jeg gjorde ikke, desværre.

’Crash’ er et gæstespil fra Sew Flunk Fury Wit og spiller på Betty Nansen Tearets anneksscene Edison Scenen frem til den 24. marts 2018, derefter på Den Fynske Opera fra 19. – 22. april 2018 og til slut på Folketeatret d. 1. og 2. juni 2018 som en del af teaterfestivalen CPH STAGE 2018. Forestillingen varer ca. 60 min. uden pause.

LIBRETTO: Neil Cardinal Furio KOMPOSITION: Peter Kohlmetz Møller INSTRUKTION OG KONCEPT: Jesper Pedersen DIALOG: Jesper Pedersen i samarbejde med holdet SCENOGRAFI: Johan Kølkjær KOSTUMEDESIGN: Anna Gammelgaard DUKKER: Svend E. Kristensen MEDVIRKENDE: Svend E. Kristensen, Regina Unnur Ólafsdottir, Rune Risager (guitarist) og Josefine Opsahl (cellist)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar