tirsdag den 13. marts 2018

MANNING ER FRI, Mungo Park...

Med monologen ’Manning er fri’ giver Mungo Park og skuespiller Anders Budde Christensen os en af sæsonens mest seværdige forestillinger. En vigtig forestilling om hemmeligheder, sandheder og identitet. 

’Manning er fri’ er en historie om sandheder, der vil ud. En fortælling om at forandre verden og sig selv.  Om kamp, selvopofrelse og genfødsel – og om at holde fast på, hvad man virkelig tror på. En fortælling om en martyr, en utaknemmelig forræder eller måske bare et menneske, der søger sandheden.

Foto: Bjarke Maccarthy

Inde i drengen Bradley bor der en slange, et misfoster, en dæmon. Sådan føler Bradley det. For Bradley vil gerne være en pige, men forstår ikke hvad der sker inden i ham og lærer hurtigt, at det ikke er noget man siger højt. Man ’mander sig op og står op og pisser’, som Bradleys far banker ind i hovedet på ham, den dag han for skade kommer til at sige, at han gerne vil være en pige. Og Bradley ’mander sig op’ og ender i den amerikanske hær, hvor han arbejder med it og fortrolige dokumenter. Han bliver udstationeret i Irak og ender med at lække 700.000 fortrolige dokumenter om den amerikanske krigsførelse og udenrigspolitik til netværket WikiLeaks. Lækagen bliver opdaget og Manning bliver fængslet. Og i isolationscellen bliver drengen Bradley til kvinden Chelsea og den indre slange kan endelig sættes fri.

’Manning er fri’ er en forestilling om hemmeligheder. Private hemmeligheder og statshemmeligheder. Tesen er, at vi alle har en sort boks, hvor vi gemmer vores hemmeligheder i. Nogle gange åbnes den og hemmelighederne springer ud. Men det er ikke noget der bare sker. Der skal være en der letter på låget, så hemmeligheden kan komme ud. Og det gjorde Chelsea Manning. Spørgsmålet er om hun lettede for meget på låget og lukkede hemmeligheder ud, der aldrig skulle have været synlige for offentligheden.

’Manning er fri’ er en vild fortælling og et vidnesbyrd om hvad mennesker kan overleve. Forestillingen er skrevet af og bliver fuldstændig forrygende spillet af Anders Budde Christensen. Det er imponerende hvordan manuskriptet og dramaturgien bare spiller, så man næsten glemmer, at det ’bare’ er teater. Det er modigt og så grænseoverskridende, at det flere gange vendte sig i mig. Og Nicolaj Spangaas enkle og klaustrofobiske scenografi, rammer historien perfekt ind. I et lille glasbur ser vi Manning være spæret inde og kæmpe med både de ydre og indre dæmoner. Det er smukt og afskyvækkende på en gang. Og i 100 minutter står Budde Christensen helt alene på scenen og fortæller historien. 100 minutter, hvor fortællingen flyder og vi på tilskuerrækkerne bliver båret ubesværet med, trods det tunge materiale.

Først når vi når retssagen, taber jeg pusten. Efter næsten 90 minutters heftigt sansebombardement, har jeg svært ved at koncentrere mig. Og 1 time og 45 minutter uden pause er meget lang tid, hvor spændende materialet end måtte være. Og forestillingen er et voldsomt sansebombardement. Men det ændrer ikke på, at ’Manning er fri’ er en af sæsonens mest seværdig forestillinger med et vigtigt budskab og en fuldstændig fantastisk Anders Budde Christensen på scenen.

’Manning er fri’ spiller på Mungo Park frem til d. 28. marts 2018 og varer 1t.45min. uden pause.

DRAMATIKER: Anders Budde Christensen INSTRUKTØR: Maria Kjærgaard-Sunesen SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa LYDDESIGN: Rasmus Overgaard Hansen LYSDESIGN: Jacob H. S. Rasmussen MEDVIRKENDE: Anders Budde Christensen


2 kommentarer:

  1. Hej, jeg har et spørgsmål til det du skriver her: "Inde i drengen Bradley bor der en slange, et misfoster, en dæmon."

    Hvordan skal det med slange/misfoster/dæmon forstås? Skal det forstås som, at transkønnede personer har en iboende slange/misfoster/dæmon, og/eller at transkønnetheden er denne slange/misfoster/dæmon?

    Jeg tror ikke det er det du mener, men jeg synes umiddelbart det fremstår på den måde, i det det efterfølges af sætningen "Bradley vil gerne være en pige, men lærer hurtigt, at det ikke er noget man siger højt."

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej!

      Jeg er ked af, at teksten kunne misforstås. I forestillingen taler Bradley om, at han har en slange og en dæmon indeni sig, når talen og tanken falder på hans kønsidentitet. Jeg har skrevet afsnittet om, så det forhåbentlig kan forstås som det menes. For transpersoner er ikke slanger/misfostre/dæmoner. Bradley føler han har en slange/dæmon i sig indtil hun bliver kvinden Chelsea.

      Vh. Karina

      Slet