mandag den 5. marts 2018

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN., Husets Teater...

Med Alice Birchs ’REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN.’ sætter Husets teater endnu engang fokus på magtens positioner. Det er blevet et virkelig vellykket sprogligt eksperiment, med fem stærke og modige spillere i centrum. 

Revolutionér verden - vend den på vrangen.
Revolutionér sproget - stop med at tale.
Revolutionér arbejdet - gå i dialog med det.
Revolutionér kroppen - begynd at lukke den ned.
Gør oprør. Sagde hun. Gør oprør igen.

’REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN.’ er et kraftfuldt nyskrevet stykke dramatik der handler om, hvordan vi taler til og om hinanden, og giver os en velkommen lektion i ulydighed. Ord bliver drejet til handlinger og sproget stilles til ansvar for hvad det siger. 

Foto: Bjarne Stæhr
’REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN.’ er ikke et stykke handling, men et eksperiment. Og et rigtig spændende et af slagsen. Alice Birch skrev ’REVOLT.’ til Royal Shakespeare Company i 2013 på baggrund af udsagnet ’Well-behaved Women Seldom Make History’. Og teksten har da også et tydeligt feministisk afsæt. Læser man den indledende regibemærkning til manuskriptet, der, som altid på Husets Teater, er trykt i programmet, står der: ’(…) Der bør være mindst en kvindelig karakter (som formentlig bør spilles af en kvindelig skuespiller) i hver scene. Hvis en kvinde skal være nøgen på noget tidspunkt, bør mændene også være nøgne for at genoprette balancen.’.  Men forestillingen er ikke kun en undersøgelse af kønsroller, men også en undersøgelse af sproget og de ord vi kaster mod hinanden. Sproget skaber os og vi skaber sproget. ’REVOLT’ er en række billeder sat sammen. Billeder der undersøger. Og det er ikke alle billederne der fungerer lige skarpt og det er ikke alle der rammer mig lige hårdt. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi her har at gøre med et stykke dramatik og en forestilling der tør undersøge og gå på opdagelse, så det stadig er interessant for os der kigger på. 

På scenen står fem spillere, der alle mestrer sprogets harmonier og disharmonier til fingerspidserne. Alle fem formår at bruge sproget, så det rammer os ekstra hårdt ude på publikumsrækkerne. Og Hannah Schneiders nykomponerede musik giver teksterne et enormt stærkt og smukt lydbillede, der svinger fra det harmoniske og melodiøse til larmende og forvrængende og er med til at give forestillingen lige det der ekstra lag. 

’REVOLT.’ er tredeje forestilling i denne sæson på Husets Teater, der sætter fokus på magtens positioner og mulige omvæltninger. Det er et klart signal og en befriende udvikling, der er med til at skubbe til grænserne for (scene)kunstens opgave.

’REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN.’ spiller på Husets Teater til d. 24 marts 2018 og varer 1t.15min. uden pause.

TEKST: Alice Birch KONCEPT: Jens Albinus og Marina Bouras KOMPONIST OG MUSIKALSK KONCEPT: Hannah Schneider MEDVIRKENDE: Marina Bouras, Charlotte Munck, Stine Gyldenkerne, Jens Albinus og Alvin Olid Bursøe


Ingen kommentarer:

Send en kommentar