MUSSOLINIS DE 100 DAGE - Teater FÅR302...

I MUSSOLINIS DE 100 DAGE følger vi diktatoren Benito Mussolini, da han, sammen med den borgerlige dramatiker Giovacchino Forzano skriver stykket ’De 100 dage’, en propagandafortælling om Napoleons storhed og fald. For der er ikke mange der ved det, men Mussolini var ikke kun statsleder, men også journalist og dramatiker. Og endnu færre ved, at forestillingen faktisk havde premiere på Dramaten i Stockholm i 1934 til hæderlig succes og udemærkede anmeldelser.

Foto: Søren Meisner
På den lille bitte scene på Teater FÅR302 lige ved Nyhavn, sidder de tre skuespillere og researcher på historien om dramatikeren Mussolini og hans stykke ’De 100 dage’. De deler roller ud til hinanden og begynder at spille historien for os. Og så er det, det begynder at gå stærkt og vi skal holde ørerne stive. For nu vælter ordene ud af de tre og der hoppes lynende hurtigt fra den ene situation til den anden. Og det er faktisk rigtig interessant og til tider også ganske morsomt, indtil jeg mod slutningen mister overblikket og ikke længere har hverken øre eller øje for, hvad forestillingen vil mig. 

Siggi Óli Pálmason har udrettet et scenografisk mirakel på den lille bitte scene. Tre skærme, der bruges til skyggespil, et skrivebord med masser af hemmelige rum og udnyttelsesmuligheder og flotte røde tæpper, giver os illusionen af, at sidde helt med på kontoret til samtalerne mellem Mussolini og dramatikeren Forzano. De tre på scenen er der heller ikke en finger at sætte på. Birgitte Prins er spændende som Mussolini med det blødende mavesår, der spiser hvide boller opblødt i mælk og læser Dante før sine store taler, mens han forsøger at slå sit eftermægle fast i sine dramatiske udskejelser. Ole Lemmeke er fin som knudemanden Forzano – I øvrigt den Forzano der har skrevet teksten til ørehængeren ’O Mio Babbino Caro’ fra Puccinis opera Gianni Schicchi, der bliver brugt flittigt i forestillingen. Det er måske en anelse synd, når man ved hvad Lemmeke ellers kan præstere, at han her ikke får mere at rive i. Og Charlotte E. Munksgaard hvirvler rundt om de to som alt fra Hitler til Forzanos kone. 

Historien er rigtig spændende, men bliver for rodet og flyvsk i iscenesættelsen. Det er skuespillerne og den overraskende scenografi, der trækker forestillingen op. Resten flyver desværre for højt.

MUSSOLINIS DE 100 DAGE spiller på Teater FÅR302 til d. 13. april 2019 og varer ca. 75min. uden pause. 

INSTRUKTØR: Egill Pállson DRAMATIKER: Lucas Svensson DRAMATURG: Tine Byrdal SCENOGRAFI: Siggi Óli Pálmason LYDDESIGN: Klaus Risager LYSDESIGN: Mads Lindegaard MEDVIRKENDE: Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Ole Lemmeke

Kommentarer