DANNER - Det Flydende Teater...

DANNER er et stykke Danmarkshistorie om én af de mest betydningsfulde danske personligheder. Det er historien om den ubemidlede horeunge Louise Rasmussen, der blev gift med Kong Frederik d. 7. og blev til Grevinde Danner. Men det er også historien om jagten på retfærdighed, frihed og kærlighed. Med DANNER sætter Det Flydende Teater og Teatergrad fokus på de 38.000 kvinder der udsættes for vold i danske hjem og giver os en fortælling med hjem, vi forhåbentlig kan stå på skuldrene og lære af i fremtiden. 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Ved Furesøen, ved Mølleåens sluse sejler Det Flydende Teater hver sommer ud til teater ombord på båden på den smukke sø. I år stævner båden ud med fortællingen om rendestensungen Louise Rasmussen, der endte med at blive Grevinde Danner, gift til venstre hånd til Kong Frederik d. 7. mens hun elskede og fik barn med bladmagnaten Carl Berling. Hun sad ved kongens side, da han underskrev grundloven og hun efterlod sig et livsværk så stort, at det trækker spor helt frem til i dag, hvor der midt på H.C. Andersens Boulevard står et hus til hendes ære og minde. Et hus hvor kvinder og børn der er udsat for vold i hjemmet kan finde tryghed og helle.
  
Ombord på båden er vi vel omkring 50 publikummer, en kaptajn, tre skuespillere og to musikere. Vi stævner ud til stille musik og sang, men vi skal ikke langt ud på søen, før historien begynder at rulle. Line Mørkeby har skrevet et manus så intenst, at det flere gange må gibbe i os på publikumssæderne. For intet er som det ser ud til. Nok er Louise er et offer; en stakkels kvinde mellem to mænd, som en lus mellem to negle. Men hun er bestemt også beregnende og forførende i sin kamp for egen social opstigning og retfærdighed i samfundet. De tre spillere leverer en intens og gribende præstation. Lise Lauenblad er en enmandshær af styrke, smerte og splittet kærlighed, rørende flankeret af Brian Hjulmann som Frederik d. 7. og Rolf Hansen som den vattede, men kærlige Carl Berling.  De to musikere Marie Louise von Bülow og Karen Duelund Guastavino supplerer fænomenalt fortællingen og giver forestillingen en fornem ro og fremdrift.

DANNER er en af de mest intense teateroplevelser, jeg har haft meget længe, hvor historie, spil og scenografi (her Furesøens blikstille blinken) går op i en højere enhed.  Fortællingen om Grevinde Danner er et vigtigt, men også forholdsvist ukendt stykke Danmarkshistorie. Lær af den, lyt til den og lad den være hjørnesten i fremtidens arbejde for ligeret og ligeværd.

DANNER spiller på Furesøen ved Baadfartens både, Furesøen, Slusen v./ Frederiksdalsvej 360, 2800 Kongens Lyngby fra d. 20. – 29. juni og 30. juli. – 16. august og på Danmarksturné fra d. 22. august – 11. oktober 2019. For turnéplan, tjek www.detflydendeteater.dk. Forestillingen varer 1t.15min. uden pause.

DRAMATIKER: Line Mørkeby INSTRUKTØR: Pelle Nordhøj Kann KOMPONIST: Marie Louise von Bülow SCENOGRAF: Johanne Eggert IDÉ OG KONCEPT: Det Flydende Teater SAMARBEJDSPARTNERE: Teatergrad & Danner MEDVIRKEDE: Rolf Hansen, Brian Hjulmann, Lise Lauenblad, Marie Louise von Bülow (musik) og Karen Duelund Guastavino (musik)

Kommentarer