SANNE THE MUSICAL - Tivolis Koncertsal og landsturné...

Lad mig starte med det bedste ved SANNE - THE MUSICAL. Andrea Heick Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og Gry Trampedach som henholdsvis unge, modne og ældre Sanne er et fuldstændig fænomenalt scoop både sang- og spillemæssigt. Sammen med Joakim Pedersens velspillende orkester er de med til at holde standarden en smule oppe i en forestilling, der desværre drukner i karikerede og endimensionale persontegninger, grimme parykker og kiksede replikker. 

Foto: Miklos Szabo

Forestillingen starter egentlig ganske godt. Sanne Salomonsen rammes af en blodprop i hjernen. Hendes verden styrter sammen. I ambulancen forsøger hun forgæves at synge. Hun forsøger at holde fast i det hun kender, hun forsøger at huske, hvem hun er. Og i minderne rejser hun nu tilbage og gennemlever sit liv for os. Men hvad skal vi som publikum få ud af denne livsfortælling? Jeg ved det ærlig talt ikke. 

Vi møder den unge Sanne, da hun må frigøre sig og som ganske ung starter en musikkarriere, der hurtigt eksploderer. Her fremragende spillet og ikke mindst sunget af Andrea Heick Gadeberg. Hun ligner, som en af forestillingens replikker lyder, en på 13, men har en stemme som en på 50. Sanne bliver ældre og fuld af livsmod og skaberlyst, her portrætteret af Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen med overskud og kæmpestemme. Hun har kæmpe succes i sin sangkarriere og lidt for meget fart på i privatlivet. Så meget fart på, at hun bliver fældet af en blodprop i hjernen og må kæmpe sig tilbage til livet og sangen. Sangerinden Gry Trampedach skuespillerdebuterer her som den sygdomsramte Sanne. Og hvilken debut. Hun spiller fortvivlelsen over at miste sin stemme og førlighed med nerve og følsomhed og giver os nogle af forestillingens mest rørende øjeblikke. Men de tre præstationer til trods, er det ikke nok til at forestillingen kommer helt tørskoet i land.

Forestillingens største problem ligger nok i virkeligheden i ønsket om at fortælle Sannes historie lineært fra barndom til alderdom. Når vi som mennesker lader minderne stikke af og lade vores liv passere revy for vort indre blik, er det i virkeligheden meget sjældent, at vi tænker lineært. Dramaturgisk kan jeg sagtens se, at denne måde at skrive historien på giver mening, men der kunne være kommet en meget mere interessant og rørende forestilling ud af, at lade Sannes minder blande sig og opstå i nedslag, uden for den definerede tid.  Forestillingen fungerer nemlig allerbedst i de scener, hvor vi ikke skal skynde os videre i fortællingen om Sanne. Som i scenen hvor sønnen Victor opsøger sin mor på sygehuset efter blodproppen og de synger ’Overgir mig langsomt’. Her får forestillingen en ro og plads til fordybelse og følelse, der ellers desværre mangler. Et andet problem forestillingen desværre lider under, er de vage og meget karikerede figurtegninger. Menneskene i Sannes liv, både dem der er væk og dem der lever endnu, får en tur i trygpressen og kommer ud, underligt deforme. Alle Sannes mænd, der på skift spilles af David Owe og Joakim Tranbjerg, fremstilles som enten narkomaner, røvhuller eller voldspsykopater. Anne Linnet (Fie Alberte Damgaard-Lauritsen) er sjov og vellignende, men hun gør ikke meget for historien. Mathilde Norholts Lis Sørensen har heller ikke meget at byde ind med. Og så er der alle kendis-bøsserne der sværmer om hende, der ikke har meget andet at komme med, end snak om make-up, byture og dyre hårprodukter. Tilbageblikket til Sannes ungdom, hvor hun må tage et opgør med sin strenge far, ender i en spillestil der bedst kan forklares som en blanding af en gammel Morten Korch film og en dilettantforestilling. Bevares, karaktererne og situationerne trækker grin fra salen, men det kommer til at fremstå ondskabsfuldt og uden nerve.

Foto: Miklos Szabo

Det gode vi tager med os fra SANNE - THE MUSICAL, er de omkring 30 velarrangerede numre, vi alle kender og kan rocke med på, fremført af nogle forbandede dygtige performere og musikere. En flot ramme i Benjamin La Cours spændende scenografi, der får minderne til at dreje rundt foran vores øjne. Og så er der de 3xSanne, der synger, spiller og lever Sanne, så de små hår på armene må rejse sig. Og resten må vi så tage med, som det sure til det søde.

SANNE - THE MUSICAL er produceret af Langkjær Entertainment og spiller i Koncertsalen i Tivoli frem til d. 13. oktober 2019 og derefter på landsturné. Forestillingen varer ca. 2t. 30min. inkl. pause.

INSTRUKTØR: Martin Lyngbo DRAMATIKER: Line Mørkeby SCENOGRAF: Benjamin La Cour KOREOGRAF: Peter Friis KAPELMESTER: Joakim Pedersen KREATIV EXECLUSIVE PRODUCENT: Thomas Langkjær MEDVIRKENDE: Andrea Heick Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Gry Trampedach, Mathilde Norholt, David Owe, Joakim Tranbjerg, Henrik Launbjerg, Anna Clara Sachs Leschly, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Anders Gjesing, Laura Allen Müller, Astrid Højgaard, Anne Murillo, Kenneth Parsberg og Jesper Paasch

Kommentarer