AMERIKA - Nørrebro Teater...

Stakkels 17-årige Karl er blevet misbrugt af en noget ældre stuepige, der nu har født ham en søn. Så derfor har hans forældre sat ham på en båd til Amerika, drømmenes og frihedens land. Men i stedet for at blive taget imod med åbne arme, hvirvles Karl ind i en verden befolket af mærkværdige skabninger og uberegnelige situationer. En lækker og morsom iscenesættelse der alligevel, for mig, lander underligt mellem to stole. 

Foto: Büro Jantzen

Med forestillingen AMERIKA fejrer Nicolaj Cederholm sit 40 års jubilæum. Som 16årig startede han teatret Doktor Dante og har siden været en af de mest indflydelsesrige danske sceneinstruktører. I sæsonen 17/18 iscenesatte han, med kæmpe succes, Chaplins DIKTATOREN til Nørrebro Teater. Nu er turen kommet til Kafkas absurde univers. Og lad mig starte med det gode. Det er rigtig godt set af Cederholm, at lægge fokus på humoren i Kafkas tekst. Det morsomme er nemlig så absurd, at vi samtidig ikke kan undgå at blive ramt af tragedien i situationerne. Forestillingen er orkestret uden en mislyd, skuespillerne vælter ind og ud af scenen, og endda med rigtig magi, så det ser ud som om, de kan klone sig selv og gå ud af scenen i den ene side, for i samme øjeblik komme ind i den anden. Der er fuld fart på tempoet og Line Bechs kostumer er lækre og vellavede. Kim Weitzel har skabt en drejende labyrint af en scenografi, inspireret af Bauhaus-arkitekturen. En legeplads for skuespillerne, hvor hver en dør, hvert et hjørne og hver en trappe, leder et helt andet sted hen, end forventet.

De 9 skuespillere og den ene musiker springer ind og ud af over 80 roller med overskud og træfsikkerhed. Molly Egelind er specielt uhyggelig som den unge Clara, der vil have Karl, koste hvad det koste vil. Martin Greis-Rosenthal er vidunderligt diabolsk i samtlige af sine figurer. Kristian Holm Joensen viser fuldstændig fysiske overlegenhed i sine figurer, hvor han endnu engang beviser, at han er en af de bedste slapstick skuespiller vi har herhjemme. Og Rikke Bilde rører som den usikre, syngende stuepige Therese, så man med fulde forstår hvorfor Karl falder for hende. I midten af det hele står Nicolai Jørgensen som den runde, rødkindende og naive Karl, der må så grueligt meget igennem på jagten på lykken i det nye land. Han er et fund til rollen. Allerede inden forestillingen rigtig er kommet i gang, har han publikum i sin hule hånd, mens han griner hysterisk af usikkerhed og nærmest sortsnakker sig igennem hvordan har er endt på en båd til det ukendte land. Han går fra glad optimisme, over forelskelse overskud for til sidst at synke helt til bunds. Det er flot og sikkert spillet. 

Foto: Büro Jantzen

I virkeligheden burde der ikke være en finger at sætte på forestillingen, men alligevel er der et eller andet, der giver mig lyst til, som i drengen eventyret om Kejserens Nye Klæder, at råbe ”Han har jo ikke noget tøj på.” Måske var det mit humør den pågældende aften jeg så forestillingen; måske forstår jeg bare ikke pointerne og måske er satiren ikke min kop te, men flere af scenerne blev alt for lange og pointerne trukket alt for langt ud. Med sine 2t. og 30min. er forestillingen i den lange ende. Også for lang efter min smag. Specielt scenen hvor Karl bliver fanget ind af den voluminøse sangerinde Brunelda, i skikkelse af Trine Pallesen, og ender i noget der ligner et orgie. Det hele lander lidt mellem to stole og jeg må indrømme jeg kedede mig. Tragedien kommer måske til at fylde for lidt og slapsticken for meget. 

AMERIKA spiller på Nørrebro Teater til d. 3. november 2019 og varer ca. 2t. 30min. inkl. pause.

MANUSKRIPT: Basseret på Franz Kafkas roman Amerika INSTRUKTION OG DRAMATISERING: Nicolaj Cederholm SCENOGRAFI: Kim Witzel KOSTUMER: Line Bech KOREOGRAF: Anja Gaardbo SLAPSTICKKONSULENT: Kasper Ravnhøj MEDVIRKENDE: Nicolai Jørgensen, Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Trine Pallesen, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen & Thomas Hamilton (musiker)