LIGEVÆRD - Teatergrad...

Med forestillingen LIGEVÆRD tager Teatergrad kampen for lighed og retfærdighed op med historien om den fattige Louise Rasmussen, der ender sine dage som Grevinde af Danner. En rørende og vigtig forestilling for børn i 5. – 6. klasse fortalt med tempo, overskud og respekt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Året er 1815 og Louise Rasmussen fødes, bogstavelig talt, i rendestenen blandt landets fattigste. Hun dør i 1874, nu som Kong Frederik d. 7. enke og Grevinde af Danner. Fortællingen om Louise Rasmussen er et ægte prinsesseeventyr. Men det samtidig er det også en historie om kampen for ligeværd og retfærdighed, om du er rig eller fattig, tyk eller tynd, dreng eller pige. Den kamp Louise var med til at kæmpe for ligeværd lever videre i dag, på helt nye måder. 

Vi bliver taget i mod af de to skuespillere Jacob Teglgaard og Ene Øster Bendtsen i Johanne Eggerts smukke røde scenografi. Vi bliver bænket på begge de to langsider af scenen og de to fortæller hvad der skal ske, mens vi får udleveret et lille elektrisk, lys vi kan tænde undervejs i forestillingen, hvis vi støder på uretfærdighed og ulighed i fortællingen.

Og så begynder forestillingen. Louise Rasmussen bliver født i rendestenen af en fattig mor og som uægte datter af en af byens rigeste mænd, der ikke vil kendes ved hende. Og her støder vi på forestillingens første uretfærdighed. ”Hvad kan man gøre hvis en med mere magt end en selv, behandler en dårligt?” spørger de to skuespillere. Og klasserne jeg så forestillingen med, havde mange gode bud. Man kan sige fra, gå sin vej eller finde nogen til at passe på sig; ”… og hvis man bliver rigtig uretfærdigt behandlet, kan man tage et sted hen som det her.” siger en klog pige og henviser til Dannerhuset, hvor vi sidder bænket i salen med de karakteristiske røde Dannertegn i vinduet. Det giver forestillingen en helt ekstra dimension at se forestillingen om Louise Rasmussen i lige netop det hus, hun var med til at stifte. 

Forestillingens persongalleri, de indlagte sange, kostumerne og manuskriptforfatteren er de samme til LIGEVÆRD som de var til sommerens forestilling, DANNER med Det Flydende Teater på Furesøen. Men denne gang er forestillingen ikke for de voksne, men børn i 5.-6. klasse. Det er der kommet en enkel, morsom og utroligt rørende forestilling ud af. Pelle Nordhøj Kann har i sin iscenesættelse sammen med Line Mørkebys fine tekst formået at få det essentielle i historien helt frem, med både mod og overskud. Nogle gange bliver de spørgsmål de to skuespillere stiller publikum måske lige ledende nok. Og nogle gange går det hele måske lige stærkt nok. Men det er stadig en af de mest rørende og effektive børneforestillinger jeg har set længe.

Foto: Per Morten Abrahamsen
Jeg er vild med de to spillere. Ene Øster Bendtsen er et lille damplokomotiv af vilje, tro og retfærdighedssans som Louise Rasmussen, mens Jacob Teglgaard kaster sig ud i alle karaktererne der omgiver Louise. Begge med enormt overskud og ro. Og så er det fascinerende at se, hvordan det unge publikum tager hver eneste detalje ind og virkelig udviser lyst til aktivt at tage del i debatten om ligeværd og retfærdighed. Vi møder den nærgående balletmester og den snobbede Johanne Louise Heiberg. Den fornemme og snobbede Fru Berling, mor til Louises store kærlighed Carl Berling, der udbryder ”(…) kage til de rige, intet til de fattige. Har du penge kan få, har du ingen, så må du gå…” så børnene gisper af foragt for damens manglende medfølelse. Når Louise må give sit barn fra sig, fordi faren Carl Berling ikke kan leve med skammen over det uægte barn, eller den stakkels Kong Frederik dør i armene på sin grevinde må vi synke en ekstra gang. 

Det er vigtigt at vi kender vores fortid og ved hvem vi står på skuldrene af, i kampen for ligeværd og respekt. Og det sørger Teatergrad i den grad for med forestillingen LIGEVÆRD. Og når klasserne til slut forlader teatersalen, er det med en ligeværdslampe de kan bruge i klassen, på samme måde som de brugte det lille lys i forestillingen når de oplever ulighed og uretfærdighed. Tak til Teatergrad for viljen til at flytte teatermediet og tage det helt med ind i publikums hverdag.

LIGEVÆRD varer ca. 1t. uden pause og spiller nu på skoleturné rundt i landet.

INSTRUKTØR: Pelle Nordhøj Kann DRAMATIKER: Line Mørkeby KOMPONIST: Marie Louise von Bülow SCENOGRAF: Johanne Eggert IDÉ OG KONCEPT: Teatergrad & Det Flydende Teater MEDVIRKENDE: Jacob Teglgaard og Ene Øster Bendtsen

Kommentarer