FOLKEKONGEN - Husets Teater...

Denne anmeldelse har været super svær at få ned på papir, for efter jeg så FOLKEKONGEN på Husets Teater, har forestillingen rumlet rundt i hovedet af mig. At høre Elfriede Jelineks tekst, er som at blive bombarderet med salver af ord. Ord, ord, ord, der slår hårdt, smatter ud og får ens hjerne til at blive til mos. FOLKEKONGEN er ætsende satire og syngende kindheste med speederen i bund. Det er sjovt, det er udmattende og frem for alt meget underligt.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Midt blandt publikum sidder hun, den blinde seerske og slynger voldsomheder ud i hovedet på os. Der er valgt en ny konge. Folket har valgt ham og sidder nu passivt og ser til, mens verden vælter. Selvom det aldrig bliver nævnt, er vi ikke i tvivl om hvem den folkevalgte konge er. Donald Trump som et pikhoved, der forsøger at penetrere Frihedsgudinden, Trump som Jesus og højdepunktet i hele forestillingen, Trump som kæmpe baby, der pr. automatik griber ud efter våben, mens to store teddybjørne forsøger at pacificere ham. 

Den østrigske dramatiker Elfriede Jelinek satte sig ned, natten Donald Trump var blevet valgt som præsident og skrev et kæmpe langt manuskript, vredt og forbitret. Jelinek skriver ikke dramatik på klassiske måde med handlinger, personer og replikudvekslinger, men i stedet i en rablende ordstrøm, der her på Husets Teater er skåret ned fra et seks timers manuskript, til en forestilling lige under de to timer. Instruktør Liv Helm har, med sin taiwanske kollega Baboo Liao skabt et billedrigt, overraskende og morsomt univers, der gang på gang overrasker og er med til at bryde Jelineks ordstrøm op. 

Som anonyme, spidshattede spøgelser, danser de tre spillere rundt til Queens We Will Rock You, klæder sig ud som teddybjørne, kæmpebabyer og pikhoveder, mens ordene flyder. Og alle tre er de morsomme og spiddende. Slagkraftige præstationer hele vejen rundt. Lotte Andersen brager igennem som den blinde seerske. Hun kan noget med, at få den voldsomme ordstrøm til at give mening, mens man klasker sig på lårene af grin. Hun spidder os alle med sit vid og sin humor.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

FOLKEKONGEN rammer helt plet og samtidig helt ved siden af. Og nu en uge efter jeg så forestillingen, er jeg stadig ikke blevet enig med mig selv om, om forestillingen er en kæmpe prut i et glas vand, eller det vildeste jeg har set i år. Alt jeg ved er, at jeg blev bombarderet den aften i teatret og at en hel del helt sikkert fløj over hovedet på mig. 

FOLKEKONGEN spiller på Husets Teater til d. 11. december 2019 og varer 1t.45min. uden pause. 

TEKST: Elfriede Jelinek INSTRUKTION & SCENOGRAFI: Liv Helm & Baboo Liao OVERSÆTTELSE: Pernille Kragh & Christine Strandmose Toft DRAMATURG: Pernille Kragh SCENEDEISGN: Po-lin Li LYDDESIGN: Nanna-Karina Schleimann LYSDESIGN & AFVIKLING: Christian Vest Berntsen VIDEODESIGN: Ray Sun MEDVIRKENDE: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen (Studerende fra Den Danske Scenekunstskole)

Kommentarer