CHAMPIONS & MASS EFFECT - HIMHERANDIT Productions og BORA BORA - Dans og Visuelt Teater...

HIMHERANDIT PRODUCTIONS byder, i samarbejde med Bora Bora – Dans og Visuelt Teater i Aarhus, indenfor til et sansebombardement i et dobbeltprogram med de to performances CHAMPIONS og MASS EFFECT. To performances der, på hver deres måde, behandler fysisk og psykisk udholdenhed. 

Foto: Christoffer Brekne

CHAMPIONS: er en performance-installation iscenesat som en hjemlig arena, hvor de fine linjer mellem intimitet og brydning udviskes. Genstande kommer til live og atmosfærer skifter, når performeren konfronteres med eksistentielle udfordringer. Temaerne homoseksualitet, familie og hjem udfordres i denne performanceinstallation. I løbet af det seneste år er koreograf og kunstnerisk leder af HINHERANDIT PRODUCITIONS Andreas Constantinou påbegyndt en personlig rejse med indsamling af optagelser fra terapisessioner og interviews med sin familie. Disse optagelser er katalysatoren for fremstilling af CHAMPIONS, der handler om at finde fred med sin fortid.

En dagligstue bygget op på en bryderring. En radio, en gammel grammofon, et tv og en lænestol. En nøgen mand der sætter sig i stolen, trækker vejeret dyb og pludselig er hele bagvæggen en projektion af to mænd der brydes. Det lyder syret og det er det også. Men det er samtidig et enormt smukt og rørende rum at blive lukket ind i. Constantinou sidder bare der i stolen, helt nøgen og med hænderne på knæene, mens stemmerne skiftes til at fortælle. Psykologsessionerne med psykolog Kristine Graugaard skrattende ud af radioen. Faderens dybe røst, med tyk græsk accent, der taler om hvor skuffende det er, at Constantinou ikke er blevet en rigtig mand, qua hans homoseksualitet og moderens hakkende undskyldninger og vage forklaringer for faderes opførsel ud af grammofonen. Alt i mens de to brydere bevæger sig ud af ringen, ind i rapsmarkerne og ud sandørkenen, mens de fortsætter brydekampen. 
Enormt sanseligt og enormt fredfyldt på en og samme tid. 

Foto: Christoffer Brekne

MASS EFFECT: Kondisko knirker, mens fødderne rammer gulvet og kroppe bevæger sig henover scenen. I Mass Effect deler syv atletiske dansere deres åndedræt, sved, formationer og rytmer i én fælles udfordring: overgå fysiske begrænsninger og transcendere som gruppe til ukendt formåen af kropslig kapacitet.

At se MASS EFFECT er som at være vidne til en ultra-maraton kogt ned til 45 minutters performance. De syv performere giver alt hvad de har i sig, mens de løber, hopper og vrider sig i sindrige systemer, mens de råber, tæller og stønner. En leg der ender i en ekstase. Smukt, lækkert og enormt medrivende. Jeg sad nærmest og mistede pusten sammen med de medvirkende. Og jeg har lyst til at se MASS EFFECT igen og igen og igen. For mens de medvirkende tapper sig selv for energi, overfører de den samtidig til publikum, så man ikke kan undgå at forlade salen med ekstra lette skridt. 

De to performances kan sagtens ses hver for sig, men det gør dem begge ekstra stærke, at de ligger i forlængelse af hinanden i et sansemæssigt dobbeltprogram, der formår at tage publikum helt nye steder hen. 
For hvor den ene performance fokuserer på den psykiske udholdenhed, fokuserer den anden på den fysiske. 

Dobbeltprogrammet spiller kun til fredag d. 7. februar 2020, så skynd dig afsted. Forestillingen varer 1t. 45min. inkl. pause.

Efter forestillingen torsdag d. 6. februar er det samtidig muligt at deltage i en særlig kunstner/psykologsamtale mellem Andreas Constantinou og psykolog Kristine Graugaard. Arrangementet er gratis og kræver kun, at man har billet til en af forestillingerne i spilleperioden. 

CHAMPIONS: KOREOGRAF/INSTRUKTØR: Andreas Constantinou MEDINSTRUKTØR: Dagmara Bilon VIDEODESIGN: Christoffer Brenke LYSDESIGN: Jeppe Cohrt & Christoffer Brenke INSTALLATIONS DESIGN: Andreas Constantinou & Jeppe Cohrt LYDDESIGN: Jeppe Cohrt DRAMATURG: Jeppe Nissen PSYKOLOG/DRAMATURG: Kristine Graugaard WRESTLING COACH: Mikkel Wind CREATIVE PRODUCER: Kirstine Bauning CO-PRODUCERET AF: Bora Bora – Dans & Visuelt Teater MEDVIRKENDE: Andreas Constantinou, Aris Papadopoulos & Jesper Holm Hermansen

MASS EFFECT: KOREOGRAF & INSTRUKTØR: Andreas Constantinou LYS- & LYDDESSIGN: Jeppe Cohrt CREATIVE PRODUCER: Kirstine Bauning CO-PRODUCERET AF: Bora Bora – Dans & Visuelt Teater MEDVIRKENDE: Aris Papasopoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Björn Vårsjö, Theo Marion, Paola Drera & Elise Ludinard 

Kommentarer