DET STORE STILEHÆFTE - Husets Teater...

DET STORE STILEHÆFTE på Husets Teater er en af de der forestillinger, der nægter at forlade kroppen. Agota Kristofs tekst er kompromisløs i Jens Albinus godt tænkte iscenesættelse. 

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Under en stor krigs afslutning efterlades to 13-årige tvillingedrenge hos deres ondskabsfulde bedstemor på landet. Snart bliver deres tilværelse til et levende laboratorium for studier i overlevelse. Alle principper, ikke mindst angående empati, kærlighed og solidaritet, genopfindes fra grunden. Forskningsresultaterne nedfældes i et stort stilehæfte de gemmer på loftet. 

DET STORE STILEHÆFTE er oprindeligt en roman, skrevet af den ungarske eksilforfatter Agota Kristof. En vild og kompromisløs tekst om livet på kanten af en krig. Vi møder vores to hovedpersoner ved afslutningen af en stor, unavngiven krig. De to 13-årige tvillingedrenge afleveres af deres mor hos deres bedstemor, for storbyen de kommer fra, kan ikke længere brødføde dem. Krigen har taget det hele. Moren har ellers ikke haft nogen kontakt til sin mor i 10 år. Og det forstår man sådan set godt. For bedstemor vasker sig aldrig, hun har ingen bukser på og når hun skal tisse, står hun stille, spreder benene og tisser på jorden under sine skørter. Hun låser maden inde, bander og drikker. ’Vi kalder bedstemor for ”bedstemor”. Folk i byen kalder bedstemor for ”heksen”. Hun kalder os for ”horeunger” fortæller drengene i den fragmenterede og nærmest stakåndede tekst. 

På scenen står Olaf Johannessen og Jens Albinus, der også har stået for bearbejdelse og instruktion. Det er sjældent, man som publikum får lov til at se to så store kapaciteter alene på en lille scene, som den på Husets Teater. Og efter DET STORE STILEHÆFTE forstår vi endnu engang, hvorfor de to bliver nævnt som nogle af de største mandlige skuespillere, vi har herhjemme. De to granvoksne mænd giver os et inderligt og rørende portræt af de to præpubertære tvillingedrenge, der er vokset sammen i en symbiose der gør, at de ikke kan leve uden hinanden. Teksten er skrevet som en monolog og ganske genialt lader Albinus i sin iscenesættelse de to drenge sige teksten i kor. De trækker vejret i samme takt og spytter teksten ud. Johannessen stakkeret, højt og tydeligt og Albinus mere tilbageholdende og søgende. Ikke altid helt synkront, men med indlevelse og tanke. Det har den effekt, at den allerede ret voldsomme tekst fordobles og pludselig fremstår næsten endnu mere grum. Der nærmest ingen scenografi og slet ingen rekvisitter. Det er ordene der er i fokus i Albinus iscenesættelse, der bakkes flot op af Mikkel Sebastian Rostrups enkle og skrabede scenografi.

Måden hvorpå vores to hovedpersoner afsøger grænser for smerte, udholdenhed og kærlighed i en krigshærget verden er rørende. Vi møder naboens datter der kaldes Hareskåret og godt kan lide at sutte på yvere og alt muligt andet. Præsten der betaler små fattige piger for at få lov at se deres revne. Soldater, grænsevagter og tiggere. Alt i en gribende historie om hvor meget man kan udstå på kanten af en krig. Om de to forskelle af formidle teksten på, kommer fra et kunstnerisk valg, eller om det er fordi der til premieren stadig var usikkerhed om at huske teksten, ved jeg ikke. Men det forstyrrede min indlevelse et par gange, at synkroniteten forsvandt. Men mon ikke det bliver bedre, når forestillingen er spillet varm?

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Jeg havde sat mine forventninger til DET STORE STILEHÆFTE meget højt. Men umiddelbart efter forestillingen var jeg ikke videre imponeret, ja faktisk en smule irriteret. Det hele blev umiddelbart for meget historiefortælling og for lidt teater for min smag. Men ganske langsomt er forestillingen vokset på mig og kravlet under huden og sidder nu og klør deromme på rygge, hvor man ikke selv kan nå. Ikke mindst på grund af Kristofs stærke tekst, der er så voldsom, at den i øjeblikket nærmest virker banal. Det er en rørende god tekst og en stærk forestilling, som jeg vil anbefale dig at se, hvis ikke for andet, så for den fænomenale tekst og specielt Olaf Johannessens kompromisløse spil. 

DET STORE STILEHÆFTE spiller på Husets Teater til d. 28. marts 2020 og varer 1t. 30min. uden pause.

TEKST: Agota Kristof OVERSÆTTELSE: Nina Lautrup-Larsen BEARBEJDELSE & INSTRUKTION: Jens Albinus DRAMATURG: Pernille Kragh SCENOGRAF: Mikkel Sebastian Rostrup (studerende fra Den Danske Scenekunstskole) LYDDESIGN: Erik Christoffersen LYSDESIGN: Christian Vest Berntsen MEDVIRKENDE: Olaf Johannessen & Jens Albinus

Kommentarer