Teatret ved Sorte Hest åbner teatersæsonen med en blændende iscenesættelse af Samuel Becketts klassiker MENS VI VENTER PÅ GODOT. En mavepuster af en forestilling der stiller klart på eksistensens grusomheder, mens vi venter…
 |
| Foto: Robin Skjoldborg |
”Summen af verdens tårer er konstant – og det samme er latteren”. En replik der lysende klart opsummerer Becketts hovedværk MENS VI VENTER PÅ GODOT på Teatret ved Sorte Hest. Handlingen kender vi. To vagabonder Didi (Vladimir) og Gogo (Estragon) står ved en øde vej og venter på Godot. Hvem denne Godot er, ved vi ikke. Mens de to venter, får de selskab af manden Pozzo og dennes tjener/slave Lucky. Og ellers får de tiden til at gå med alverdens strækøvelser, skænderier og i ren fortvivlelse overvejelser om selvmord. Men fortvivlelsen omsættes aldrig til handling, da de to intet andet har at give sig til end at vente.
Og hvad venter vi så på?
Maria Vinterbergs iscenesættelse får den absurde tekst til at fremstå præcis og ganske logisk. Med Nicolas Bro som Estragon og Mads Wille som Vladimir har jeg aldrig set de to vagabonder spillet bedre. Deres fortolkning af karaktererne lader den absurde replikudveksling fremstå ganske logisk. De får latteren til at rulle, men også tårerne til at trille. For deres vagabonders passive fortvivlelse rammer lige i hjertekuglen, når de isolerer sig i hvert deres hjørne, uden at komme tættere på en løsning. Bro lader Estragon gå gennem ventelivet med en barnlig naivitet og en opgivende træthed, mens Wille giver Vladimir en stigende vrede og tyngde. For hvorfor kommer Godot ikke? Og som han spørger den unge budbringer ”Du har set mig, ikke?”. Steen Stig Lommer er en tilpas forvirret og alligevel farlig Pozzo. Med sig har han Kristoffer Helmuth som slaven Lucky. En næsten ordløs rolle der her præsenteres utrolig morsom, frastødende og fascinerende på en og samme tid. Et interessant greb på rollen.
Marianne Nilssons scenografi er simpel og enormt effektiv. En uendelig snoet landevej, en sølle lille grædepil og ikke andet. Klaus Rifbjergs oversættelse er fra 1977, men står skarpt og aktuelt i en tid hvor vi sidder her og venter. Venter på at verden vælter, eller at vi bliver reddet i sidste øjeblik. Mens magtfulde mænd hvæser ad hinanden og hvæsser kløer og en virus har lagt verden ned. Mon han dukker op, ham Godot? Og hvad sker der mon hvis han gør?
MENS VI VENTER PÅ GODOT er allerede bragende udsolgt. En kombination af, at kun det halve af salens billetter er til salg på grund af Covid-19 og en enorm efterspørgsel. Men jeg er også sikker på, hvis jeg kigger lidt i krystalkuglen, at dette bliver en af sæsonens bedste forestillinger. Hvor er det synd for alle de mange der må gå forgæves.
MENS VI VENTER PÅ GODOT spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til d. 10. oktober 2020 og varer 2t. 40min. inkl. pause.
DRAMATIKER: Samuel Beckett OVERSÆTTELSE: Klaus Rifbjerg ISCENESÆTTELSE: Maria Vinterberg SCENOGRAF: Marianne Nilsson LYDDESIGN: Lasse Svarre Christiansen MEDVIRKENDE: Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth og Olga Matthisen
Kommentarer
Send en kommentar