MISS SAIGON - Det Ny Teater...

Det Ny Teater har med klassikeren MISS SAIGON begået en overdådig og flot forestilling, der dog alligevel mangler sjæl og på mange punkter kommer til at fremstå klinisk. 

Foto: Gudmund Thai

Handlingen begynder i Saigon i 1975 få dage før Vietnamkrigens afslutning. Natklubben Dreamland, der er populær blandt amerikanske soldater, drives af den kyniske fransk-vietnamesiske restauratør Engineer. Stemningen er hektisk. Her arbejder den unge forældreløse vietnamesiske pige Kim som barpige. Hun møder den amerikanske soldat Chris, og de bliver stormende forelskede. Forholdet bliver skæbnesvangert. De bliver adskilt, da amerikanerne forlader Saigon over hals og hoved. Hun er gravid og føder en søn og Chris gifter sig med amerikanske Ellen. Men år senere bliver deres liv flettet sammen igen, da Chris finder ud af, at han har en søn og Kim vil gøre alt for, at han kommer med sin far til USA. 

Den drivende sentimentale musical, inspireret af Puccinis opera Madam Butterfly, indeholder alt det, der skal til i en stor historie om altoverskyggende kærlighed mellem to smukke, unge mennesker. Men den er samtidig ikke let at forløse. Historien udspiller sig i både Vietnam, USA og Thailand og kræver derfor et stort og diverst cast. Og efter de sidste par års debat om emnet, er det godt at se, at Det Ny Teater har lagt sig i selen, for at caste så bredt og diverst som muligt. Og det store cast er hentet ind fra hele verden. Forestillingen synges på dansk, så det kommer naturligt til at betyde, at det, til tider, kan være svært at forstå hvad der synges. Men det er alligevel imponerende, hvor godt de udenlandske sangere mestrer den danske udtale. Men det lægger samtidig op til en naturlig debat om behovet for at uddanne mere diverst i Danmark. 

Foto: Gudmund Thai

Lisa Kent har både iscenesat og koreograferet og det har hun gjort både effektivt, men desværre også temmelig overfladisk. De store følelser fylder alt i historien, men kommer desværre ikke rigtig ud over scenekanten. Når hovedrollerne skal synge deres store numre, tømmes scenen, så de kan komme i fuldt fokus. Men det bliver desværre i længden kedeligt at se på og med en spilletid på næsten 3 timer, bliver det alt for langt. Alligevel når slutningen mine tårerkanaler og 2. akt er generelt mere i kontakt med alle de store følelser, forestillingen skal forsøge at formidle. 

Både Linda Arunee Olofsson og Christian Lund synger rollerne som henholdsvis Kim og Chris ganske glimerende, men uden megen følelse. Man kunne få den tanke, at det er for at passe på både stemme og krop i de to kæmpe og krævende partier. Men vi kommer desværre derfor ikke til at føle meget i salen. Kim Hammelsvang får virkelig lov til at vise sine talenter i rollen som den sleske Engineer. Han er sjov og både velsyngende og velspillende. Og han topper klart hele forestillingen i det store fantasi-dansenummer The American Dream. Hans karakter kommer dog til at mangle noget farlighed. Vi bliver aldrig rigtig bange for ham. Thomas Høj Falkenberg synger sig lige i vores hjerter i det storladne nummer Bui Doi om alle de stakkels børn ingen vil have, fordi deres største straf i livet er at have en amerikansk far og vietnamesisk mor. Generelt er der gode og solide præstationer hele vejen rundt.  

Paul Farnsworths scenografi er overdådig, men alligevel ikke rigtig velfungerende. Der er for mange rekvisitter og sætstykker der kører ind og ud og op og ned i gulvet. Orkestret, under ledelse af Per Engström er velspillende og lyden på Det Ny Teater var for en gang skyld skarp, om end en smule kold. Men vi kan høre hvad der synges og der er ikke konstante udfald i mikrofonerne. 

Foto: Gudmund Thai


Da Miss Saigon blev sat op på Østre Gasværk i slut 90’erne, var der ikke mange med asiatiske rødder med i castet. Det er der i den grad nu og det er godt at se. Men alligevel ser vi Kim Hammelsvang i rollen som den sleske Engineer (der i 90’erne blev spillet af Søren Pilkmark). Det her handler på ingen måde om Hammelsvangs evne til at forløse rollen, hvilket han i øvrigt gør ganske glimrende. Det handler om et meget større billede, der går helt tilbage til dengang vi i vesten mente at castingen af Mickey Rooney som Holly Golightlys japanske nabo i Breakfast at Tiffanys var okay. Da musicalen blev sat op i både London og på Broadway i 2010’erne, blev Engineer spillet af Filippinske Jon Jon Briones. Han har i flere interviews haft gode pointer om vigtigheden af divers casting. Se video med interview her.

MISS SAIGON spiller på Det Ny Teater frem til d. 7. maj 2023 og varer ca. 2t 50min inkl.pause. 

MUSIK: Claude-Michel Schönberg ORIGINAL FRANSK TEKST: Alain Boublil TEKST: Richard Maltby Jr. og Alain Boublil OVERSÆTTELSE: Peter Laugesen OVERSÆTTELSE REVIDERET OG TILFØJET: Kenneth Thordal ISCENESÆTTELSE OG KOREOGRAFI: Lisa Kent SCENOGRAFI: Paul Farnsworth MUSIKALSK INDSTUDERINNG: Per Engström LYDDESIGN: Richard Sharratt LYSDESIGN: David Howe VIDEOPROJEKTIONER: Thomas Gray INSTRUKTØRASSISTENT: Michael Lindvad MEDVIRKENDE: Linda Arunee Olofsson, Christian Lund, Kim Hammelsvang, Thomas Høj Falkenberg, Alexandra-Yoana Alexandrova, Gerald Santos, Na-Young Jeon m.fl.


 

Kommentarer