AT LÆRE AT DØ - Mungo Park

Kan debatten om klimakrisen sættes på scenen, så vi både griner og græder? På Mungo Park gør de det umulige, med den utroligt vellykkede klimaforestilling AT LÆRE AT DØ. 

Foto: Rumle Skafte

Der er klimauge i den lille kommune og alle medarbejderne er klar. Men den klimadepressive folkeskolelærer Elin, kan næsten ikke holde angsten tilbage, når hun skal undervise børnene i emnet. Klimaoptimisten Andreas er til gengæld topmotiveret for at starte i Miljøforvaltningen, hvor han skal tilse byggeriet af en ny stor industrihavn, der dog lige kræver at de fælder byens sidste stykke skov. Det bliver en klimauge, der ender, som ingen havde forudset.

Vi ved det godt og vi har hørt det før. Mange gange før, faktisk. Klimakrisen raser, jorden går under og måske er det allerede alt for sent at gøre noget ved det. Og allerede fra forestillingens start afspilles interviews med børn om deres viden om klimakrisen på den afbrændte scenografi. Det kan virke både banalt og søgt, når det lille menneske på skærmen ytrer ”Det er ikke særlig rart at tænke på”. Men det er jo rigtigt. Det er ikke særlig rart at tænke på. Og det er jo de små, der skal arve planeten efter os. 

Foto: Rumle Skafte

Sara Fanta Traore spiller den klimadepressive folkeskolelærer Elin med både pondus og en galoperende angst, der kan mærkes helt ud på rækkerne. Der er så mange ord og alligevel ruller de bare ud af hende. Fin er hun også som vores klimaoptimistiske antihelt Andreas alzheimersramte mor, der glemmer sin egen søn, men ikke glemmer kampånden fra 68 og den generation hun voksede op i. Sebastian Aagaard-Williams er Andreas, der hele livet har været kuet og som har lært at sige undskyld i samme sætning som farvel. Han er nyansat i miljø-forvaltningen og vil bare så gerne, hvis der kunne blive plads til kødfrie dage i kantinen. Han er fin og følsom, samtidig med at han spiller på de helt store nagler. Tempoet er højt, men langsomt falder han fra hinanden og bliver nødt til at bryde med sine egne principper. Hvordan skal jeg ikke afsløre her, men hvor gør det godt i maven, når det endelig sker. 

Peter Schultz har skabt en enkel og effektiv scenografi, der mest er en bagvæg af spånplader, der er brændt af i bunden. Den spiller rigtig fint sammen med Christian Halbergs videodesign. Jorden vi står på brænder og er ved at æde verden op.

Viktor Tjerneld har både skrevet teksten og instrueret. Og det har han gjort med både humor og kraft. Emnet er så kæmpestort og komplekst, men bliver serveret, så vi forstår budskabet - og forhåbentlig tager det med os hjem. Vi følger vores to hovedkarakterer og det er nok. Et rigtig fint greb af Tjerneld der gør, at jeg ikke forlader teatersalen helt uden håb. Håbet lever, så længe der er nogen der husker at kaste med grankogler.

Foto: Rumle Skafte

AT LÆRE AT DØ spiller i denne omgang på MUNGO PARK frem til d. 30. marts 2023. Forestillingen varer 1t. 30min. uden pause og anbefales fra 15 år og op. 

INSTRUKTION OG TEKST: Viktor Tjerneld SCENOGRAFI: Peter Schultz LYDDESIGN: Emil Bøll LYSDESIGN: Jari Matsi VIDEODESIGN: Christian Halberg MEDVIRKENDE: Sebastian Aagaard-Williams og Sara Fanta Traore