søndag den 8. april 2018

MARTHA OG FRANK - SANGE FRA ET ÆGTESKAB, Teater V...

Med forestillingen 'Martha og Frank - sange fra et ægteskab' har Randers Egnsteater i samarbejde med Thy Teater lavet en lille, rørende og utrolig morsom forestilling. 

’Martha og Frank – sange fra et ægteskab’ tager udgangspunkt i Aretha Franklins fantastiske soul-univers og lader det møde en dansk ægteskabelig virkelighed i form af Martha og Frank, der balancerer på randen af skilsmisse. I et syret, humoristisk univers bliver vi bragt helt ind i ægteskabets maskinrum, der eksploderer i vilde soul-sange sunget af Martha og Frank. De bliver akkompagneret af de to støvede parterapeuter Bent Lundgaard på klaveret og Michael Andersen på bas.



’Frank, jeg smutter lige i bad og så i Netto.’ ’Okay Martha, så laver jeg kaffe og så smutter jeg i kælderen.’ Altid sluttet af med et ’Vil du have kaffe bagefter?’ indtil Martha en dag svarer ’Det ved jeg ikke længere om jeg vil, Frank…’. For de er gået i stå, Martha og Frank, der i parcelhuset, hvor børnene er flyttet hjemmefra og hverdagen kører i tomgang. For der er altid noget der skal ordnes. Og som Frank siger, så har han i alt for mange år siddet med ryggen til livet med knæene på en skumpude og ordnet alt fra kælderen til indkørslen. Og nu gider han ikke mere. 

Dramatiker Caroline Malling Jørgensen har skrevet en utrolig morsom og meget rørende historie omkring sange fra Aretha Franklins store bagkatalog. Således starter forestillingen med en smuk og nærværende version af ’Do Right Woman – Do Right Man’ og suppleres undervejs med det ene lækre arrangement efter det andet af fx ’Natural Woman’, ’Try a little tendernes’ ’Alle the King’s Horses’ og ’Respect’. På besynderlig vis matcher de dybe og voldsomme soul sange perfekt det støvede ægtepar i et parcelhus et sted i Danmark. Men det er ikke mindst på grund af de to spillere Anna Ur Konoy og Nis Pedersen, at forestilling går op i en perfekt enhed. De synger begge som en drøm og formår at tøjle deres energi helt rigtigt. Hun lille og let, med en rastløs energi og enorm sårbarhed og han stor, høj og rolig. Sus Haugland har skabt en utrolig virkningsfuld scenografi, skellettet af et hus, med et gabende kælder-hul i midten. Og Ina-Miriam Rosenbaum har instrueret en virkningsfuld forestilling med fremdrift, humor og energi. 

Det der ramte mig mest, da jeg så forestillingen, var faktisk publikums reaktioner. Mænd og kvinder der nikkede genkendende til, græd og grinede med Martha og Frank. For hele universet omkring forestillingen er så genkendeligt, at den ikke kan andet end at vække genklang i publikum og ruske dem ud af hverdagsdøsen, i hvert fald for en stund. Der er altså al mulig grund til at fange denne perle af en forestilling inden det er for sent.

’Martha og Frank – sange fra et ægteskab’ er produceret af Randers Egnsteater i samarbejde med Thy Teater og spiller på Teater V i Valby til d. 8. april 2018 og varer lige omkring 2 timer med pause.

DRAMATIKER: Caroline Malling Jørgensen INSTRUKTØR: Ina-Miriam Rosenbaum SCENOGRAF: Sus Haugland LYSDESIGN: Kisser Rosenquist MEDVIRKENDE: Anna Ur Konoy, Nis Pedersen, Bent Lundgaard (musik) og Michael Andersen (musik)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar