Jeg har aldrig været på Roskilde Festival. Som i aldrig.
Jeg har til gengæld siddet til mangt en gratis-koncert på Copenhagen Jazz Festival og vippet med fødderne og drukket lunkne høkerbajere i solen.
Jeg har sunget med Poul Krebs og De Gyldne Løver på Skagen Festival (ja ja, corny, men jeg var 12 år og i selskab med min mor og far...)
Jeg har været på Jelling Festival, hvor jeg sang højt med BAAL, drak fisk af flasken og prøvede at overbevise mig selv om, at grunden til at min sovepose var våd og selv regntøjet gennemblødt, var fordi duggen faldt temmelig tungt.
Jeg har været med på efterhånden mange teaterfestivaler for både børn og voksne. Endda gået rundt med et lille fint skilt om halsen og sagt "velkommen til!" og "toilettet er den vej"...
Men jeg har som sagt ALDRIG været på Roskilde. Når jeg er kommet til at afsløret min hemmelighed for nogle, har de allerfleste kigget undrende på mig og kommet med en kommentar der, til tider, har fået mig til at føle mig som en freak. En grøn mand fra Mars med otte arme. Følelsen har dog altid været hurtigt passerende. For jeg er ikke god til alt for mange fulde mennesker på et sted (hvor stort det sted så end er...), jeg er heller ikke specielt god til larm, larm, larm i dage i træk - noget med tinitus og susen for ørerne. Jeg er også svært glad for livgivende, varme bade og senge med varme dyner. Derfor har jeg altid kunnet bilde mig selv ind, at "Roskilde, tja - du går nok ikke glip af så meget ved at blive hjemme..."
Eller gør jeg? Og er der mon plads til sådan nogle som mig på Roskilde? Hvad er det, der gør det så fedt at stå og vippe i takt foran Orange Scene? Og hvem drikker en stor øl for mig, når Björk går på?
Kommentarer
Send en kommentar