Det sker ikke så tit, at jeg ser en film, der nærmest får mig til at tisse i bukserne af fryd. Men i dag skete det. I sal 18 i Palads sad jeg og lo hjerteligt, mens store tårer samtidig gled ned af kinderne på mig.
Jeg er normalt ikke sådan en, der tuder højlydt ned i min café latte. Men i dag!
De urørlige. Ægte feel-good. Ægte bromance. Ægte fransk film-kærlighed.
Hvis jeg kunne, så jeg den igen i morgen. Og i overmorgen...
Og inden du på forhånd rynker på næsen af ægte fransk bromance, kan jeg kun sige, at det slet ikke er som man forventer. Det er vildt, voldsomt og...
Ja, ja.... Gå nu bare i biffen, for filan!
Kommentarer
Send en kommentar