Mig og min mentale rygsæk...

Jeg har sådan en fin mental rygsæk. Hver gang jeg oplever noget, binder jeg et lille gavebånd på oplevelsen og lægger den pænt til rette i min rygsæk. Og så stormer jeg videre ud i verden. Og så hænder det, at rygsækken bliver helt fuld. Så må jeg sætte mig ned og vælte alle oplevelserne ud på gulvet og sortere dem. De smukke, de grimme, de triste og de sjove. Hvilke vil jeg gemme og hvilke skal lige på hovedet i skraldespanden? Så griner jeg lidt, så tuder jeg lidt og så sover jeg - Meget. Og når der så er orden på oplevelserne og plads i rygsækken igen, så løber jeg atter glad ud i verden.

Men det hænder, at jeg kommer til at sidde og dvæle for længe ved nogle af oplevelserne. Og det er sjældent de gode, smukke eller sjove. Nej, det er dem, hvor noget har gjort ondt, hvor jeg har mistet noget. En ven, lidt af mig selv. Der hvor jeg skulle have sagt nej, men for ikke at såre nogen, pænt sagde ja og gjorde hvad der blev forventet af mig. 

Men jeg har lært noget nyt. Jeg har lært at bruge ordet nej. "Tak, men NEJ tak!" Jeg har sagt det meget for nylig. Og det er godt. For min mentale rygsæk bliver knap så hurtig fuld og jeg sårer ikke mig selv eller andre ved at gøre noget, jeg faktisk ikke har lyst eller overskud til. Det har været en hårdt, men også den kamp er blevet lettere med tiden. 

Og mit nej skal endelig ikke misforstås. Jeg er stadig virkelig glad for at blive spurgt om hjælp eller opfordret til dette og hint. Men jeg er altså allersjovest at arbejde sammen med, når jeg har mit hjerte med...