Langt at løbe, dybt at falde...



Lige i de her dage, er det cirka en måned siden, at jeg gennemførte mit eget lille man-kan-hvad-man-vil-projekt, og bagefter postede det her billede på facebook:

Glad, træt og med saltskjolder i ansigtet efter 21,097 km. løbetur i Aarhus. Jeg havde øvet mig i næsten et år. Løbet tempoture, lange ture, korte ture og gået ture. Og jeg var sgu kommet dertil hvor jeg må indrømme, at jeg elskede det. Og turen rundt i Aarhus? Jeg likede det for vildt. Selvom benene syrede til, så fandt jeg ekstra energi i publikums opbakning og min egen stædighed. Jeg ville og skulle gennemføre projektet. Da jeg kom over målstregen tudede jeg. Det var så vildt!
Fire dage efter mit halvmarathon løb jeg 3 km. Og en uge senere løb jeg 4. Og siden har løbeskoene stået stille. Sammen med træningstøjet. Jeg har lige kunnet overskue at tage til yoga et par gange om ugen. Men nu har jeg fået nyt arbejde, af den thouge slags, så nu bliver ikke engang yogamåtten luftet.

Jeg ved der er noget der hedder runners high. Og der er så også noget der hedder runners low. Jeg ville bare ønske, jeg vidste hvordan jeg kommer op af hullet igen. Om nødvendigt at der er nogen, der kommer og binder løbeskoene for mig, tager mig i hånden og trækker mig rundt om søerne. Jeg savner kilometerne i benene. Men jeg orker åbenbart ikke selv. 

What to do?

Kommentarer