Sagen er, at jeg har fundet løbeskoene frem igen. Jeg løber ikke, fordi jeg skal træne op til noget. Det er af ren lyst og ikke sur pligt, at jeg tager skoene på. Jeg har bare fundet ud af, at mit humør er så meget bedre, når jeg tager mig sammen og får nogle kilometer i benene.
I dag, da tusmørket kom og temperaturen faldt, begav jeg mig ud på en lille tur. Himlen var helt lilla, luften var lun og i mine hørebøffer var den der engelske filmpodcast, der efterhånden er blevet en essentiel del af mine lunteture. Da jeg nåede halvvejs begyndte det at regne. Ikke meget, men nok til at duften af stille sommerregn ramte mine næsebor.
Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Og det er det måske også. Men det føles godt.
Og på mit natbord ligger der for tiden en bog om en mand, der ikke kunne forstå hvorfor, det altid gjorde ondt i hans fod når han løb. Og så stiftede han bekendtskab med Tarahumara Indianerne i Mexico. De løber ubeskriveligt lange ture på bare føder - og nyder hvert sekund af det. Bogen Born To Run er en lang salgstale for barfodsløb. Der må jeg sige, jeg ikke er endnu, men det er interessant læsning. Og bedre endnu, den har været med til at finde min løbeglæde frem igen.
Men løbeturen i bare tæer gemmer jeg altså til næste strandtur...
Kommentarer
Send en kommentar