Jeg havde engang en matematiklærer. Hun havde runde briller, store krøller og kjoler i alverdens farver - Og så var hun simpelthen så sjov, når hun blev vred. Jeg kan huske at vi unger egentlig syntes, at hun var meget sød. Men fristelsen var for stor og det var så nemt at gøre hende gal i skralden. Hendes ansigt fik cirka lige så mange farver som hendes kjoler, hendes øjne blev underligt store og stirrende inde bag de runde brilleglas og hendes stemme blev lige så dyb og rungende som en bassangers. Det var fascinerende og skægt. Lige indtil hun, med tårer i øjnene, forlod klasseværelset og smækkede døren med sådan en kraft, at vi alle sad meget flove tilbage og lovede hinanden at det aldrig skulle ske mere. Det holdt ikke så længe. Vi var onde, onde børn.
Og damen med de runde briller gad pludselig ikke være lærer mere...
Hvorfor nu al den snak om lærermobning og onde børn? Jeg er pludselig kommet i tanke om min skumle fortid, fordi jeg i morgen genoptager mit gamle erhverv som dramalærer/instruktør. Og pludselig kom jeg til at tænke på Inger i de farvestrålende kjoler og det skrøbelige sind. Og så faldt tanken på de onde, onde børn...
Jo, jeg har skam undervist før. Men da var jeg ca 20 år gammel og uden en frygt i livet. Jeg kastede mig sultent for løverne. Det var sjovt! Men nu er jeg over 30 og jeg er ikke så frygtløs mere. Hvad om de der unger er djævlens yngel, der smiler sødt på overfladen, men under den søde facade er lige som mig, da jeg var 10?
Og hvad nu hvis jeg har glemt hvordan man taler pænt? Hvad nu hvis jeg kommer til at sige fuck, lort og røvpis? Hvad nu hvis jeg kommer til at skælde alt for meget ud? Hvad nu hvis ungerne synes jeg er herre kedelig? Eller grim? Eller sjov at gøre gal?... Hvad nu hvis?
Noget må der gøres.
Har nu, efter et par timer i køkkenet, boller nok til at charmere de første 30 unger. For hvad gør det, at læreren er en smule uforberedt og bander som en tyrk, så længe der er hjemmebagte boller?!
Kommentarer
Send en kommentar