Det har gjort ondt i mit hoved i lang tid. I hovedet, nakken, skuldrene, bag øjnene. Ikke meget, men nok til at det har været skide irriterende. Jeg er gået i seng med hovedpine, stået op med hovedpine og taget på arbejde med hovedpine. Når jeg så er kommet hjem, er jeg kravlet direkte hen foran fjernsynet, hvor jeg har set halv - og heldårlige serier, mens jeg har skyllet min aftensmad ned med Panodil og er faldet alt for tidligt i søvn.
Men lige meget hvor meget jeg har slappet at, spist piller og sovet, har hovedpinen været min tro følgesvend. Jeg har overvejet kiropraktorer og fysioterapi. Jeg har bare været for træt og irriteret til at gøre noget ved det. Har bare spist piller og og sovet.
Men så forleden aften var vejret så fint og månen var fuld og jeg mærkede en energi i kroppen, der ikke har været der længe. Så jeg tog en god lydbog i ørerne og de gode sko på fødderne og gik. På vejen smilede jeg til månen og de lokale bumser foran Fakta, der altid siger hej. Jeg gik og gik og gik, mens jeg lod tankerne flyve. Jeg plukkede fine, hvide, ukrudtsblomster og klappede en hund. Og da jeg kom hjem, var hovedpinen væk. Den hovedpine som hverken panodiler eller varmepuder har kunnet fjerne. Og den skal ikke komme igen. Så derfor tør jeg ikke andet end at gå. Hver aften er det ud. Ud og mærke luften og lade tankerne flyve...
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var et mirakel...
Kommentarer
Send en kommentar