Det er lidt pudsigt, men nogle mennesker synes teatret er støvet og bedaget. At det at lave teater bare handler om at tage fat i en klassiker, kigge længe på den, måske ruske den en smule, sætte lidt lys på og BUM, så er der teater.
Men sådan er teatret, heldigvis, ikke kun. Det er så meget andet. Som f.eks. Made in India, en doku-teaterforestilling af Global Stories, der lige nu spiller på Teater Grob i København, som en del af CPH:DOX frem til d. 24 november.
Made in India handler om den eksplosivt voksende industri af rugemødre i Indien. Det er historien om de vestlige par, der vil gøre alt for at få opfyldt deres drøm om at få et barn. Og det er historien om de indiske kvinder der ved ni måneders arbejde kan tjene op til 5 årslønninger.
"This is like a glass baby, I have to keep it protected" Mansi Bhatta, 32 years old, Surrogate mother for a couple from Canada.
Tilskuerne tages med til Dr. Patels babyfarm i den indiske by Anand. Her møder vi tre indiske rugemødre, en kunde fra Canada og klinikkens indehaver, Dr. Patel. Vi kommer helt tæt på. Tæt på deres følelser, tanker og bevæggrunde.
For hvad får et Canadisk par til at rejse helt til Inden for at få et barn? Og hvad får en indisk kvinde til at leje sin livmoder ud, som et hus for fremmede menneskers baby? De etiske dilemmaer står i kø og historierne bliver fortalt med nærvær og nerve.
På scenen står den indiske sociolog Amrita Pande og den danske skuespiller Nanna Bøttcher. Sammen giver de liv til de mange skæbner på babyfarmen i Anand. Forestillingen bygger på Amrita Pandes Ph.d. om indiske surrogatmødre samt det kunstneriske teams to rejser til klinikken i Anand.
 |
| Amrita Pande og Nanna Bøttcher, Foto: Morten Kjærgaard |
Men hvad kan vi så bruge det her doku-teater til? Jo, vi kan bruge det til at lære og diskutere. Og Made in India er godt nok en af de mest interessante måder at præsentere et emne på, jeg har set i meget lang tid. For har man nogensinde set en sociolog gå på scenen med en skuespiller og spille en forelæsning? Nej vel. Og det er helt sikkert et eksperiment, der kunne være gået grueligt galt. Men det gør det på ingen måde. I Ditte Maria Bjergs iscenesættelse bliver de etiske dilemmaer og faceterede fortællinger rullet ud, så vi som tilskuere labber det hele i os og tager historierne og debatten med os ud af teatret når forestillingen er slut.
En ting er i hvert fald sikkert. Teatret er ikke altid blot til lyst. Men det kan nu alligevel sagtens være befriende og underholdende alligevel.
Kommentarer
Send en kommentar