Jeg ringer til mine brødre og siger: "Der er sket noget sindsygt her til aften. Har i hørt det? En mand, en bil, to eksplosioner, lige inde i byen."
 |
| Roger Matthisen, Hadi Ka-koush og Siir Tilif. Foto: Peter Sørensen. |
Sådan indledes en tur ind i en verden af paranoia, skyld og skam. En verden hvor alle er skyldige indtil det modsatte er bevist. Forestillingen Jeg ringer min brødre. Vores hovedperson Amor flakker rundt i byen og føler sig langsomt mere og mere skyldig i noget han (måske) ikke har gjort, mens han forsøger at holde sig under radaren og ikke vække opmærksomhed, indtil gerningsmanden er fanget. Amor er halv mellemøstlig og halv skandinav, han har en svaghed for kemi og det periodiske system, læser på DTU, elsker Valeria og vil gøre alt for sine brødre. Men hvad gør det, når det alle andre ser er en mellemøstlig mand med en lidt for stor rygsæk og partisanertørklæde?
Jeg ringer mine brødre er en morsom, rørende og dejligt politisk ukorrekt forestilling. Det er en energiudladning, hvor vi tilskuere bliver trukket rundt i Amors tanker, fantasier og virkelighed. Men det er også utrolig vigtigt teater, der tør stille spørgsmål. Hvorfor skal Amor være bange for at gå ud, når en anden har sprunget en bombe? Hvorfor er det bedre at hedde Søren end Mohammed når man er telefonsælger? Og hvordan kan det være, at en hel befolkningsgruppe skal finde sig i at være pålagt en kollektiv skyld?
Hadi Ka-koush leverer en stærk præstation som Amor med god opbakning fra Roger Matthisen, Lila Nobel Mehabil og Siir Tilif. Det er en assisteret monolog, men samtidig en stærk ensemble forestilling i en simpel med utroligt effektiv scenografi og stærk instruktion.
Det er vedkommende, sjovt og fandens vigtigt teater.
Kommentarer
Send en kommentar