Vredens Druer...

Med Vredens Druer på Betty Nansen Teatret bliver nutidens flygtningeproblematik sat under lup i dramatiseringen af John Steinbecks klassisker. For findes det forjættede land? Og er det overhovedet værd at drømme om?

Foto: Natascha Rydvald

Da Tom Joad, efter fire år i fængsel vender hjem til sin families gård er intet til at kende igen. En voldsom tørke har ødelagt landet og de tidligere beboere er tvunget til at flygte, hvis de vil overleve. I en lille, gammel lastbil flygter familien Joad, i selskab med den frafaldne prædikant Jim Casey nu mod Californien og drømmen om mad, sikkerhed og fast arbejde. Men drømmen krakelerer jo længere de rejser og familien får hele tiden sværere ved at holde sammen.

Foto: Natascha Rydvald

Det er en voldsom og stor historie der rulles ud. Og heldigvis er der blevet samlet et solidt og sikkert hold skuespillere til at formidle de mange karakterer og den bastante fortælling. Det er en ensembleforestilling i sin reneste form, hvor historiefortællingen er i fokus.

Olaf Johannessen leverer et rørende portræt af den frafaldne prædikant Jim Casey, der ofrer sig og påtager sig skylden for sønnen Tom Joad, da denne i vrede har slået en politimand ned. Særligt imponerende er det, fordi Johannessen halvvejs i prøveforløbet måtte overtage rollen fra en stemmeskadet Nicolaj Kopernikus.

Kristian Halkens portræt af den desillusionerede og fordrukne Onkel John, der kæmper med skyld over at have slået sin kone ihjel, rører dybt.

Instruktør Katrine Wiedemann er en eminent historiefortæller og billedskaber. Og sammen med scenograf Maja Ravn har hun begået en genistreg. Ved at reducere dybden af den betongrå scenografi, så der kun er 1,5 m. spilleplads i dybden, kommer historien og skuespillerne meget tæt på. Og det hele kommer til at foregå lige på afgrunden, så vi i salen må holde vejret.

Med Vredens Druer fortæller Betty Nansen Teatret og det fantastisk velspillende ensemble flygtningenes historie og gør den klassiske Steinbeck fortælling hyper aktuel. Her får den voldsomme flygtningemasse et ansigt og en historie.

Jeg vil ikke spoile noget, for det er en forestilling der skal opleves og mærkes på egen krop. Men specielt slutningen rammer hårdt og trak tårer i mine øjne. Det er en fortælling og en forestilling der sidder i kroppen, længe efter lyset i salen er gået op igen. Og her er det kun på sin plads at slutte med Mor Joads ord: "Vi er det levende folk. Vi bliver ved med at komme."

Manuskript efter roman af John Steinbeck Dramatiseret af Frank Galati Dramaturg og oversætter: Karen-Marie Bille Instruktør: Katrine Wiedemann Scenografi og kostumer: Maja Ravn Medvirkende: Kristian Halken, Marie Bach Hansen, Joachim Fjelstrup, Laura Bro, Olaf Johannessen, Jens Jacob Tychsen, Lars Simonsen & Joen Højerslev