Med Hamlet sætter Martin Lyngbo et flot punktum for sin tid som teaterdirektør på Mungo Park i Allerød. En forkortet og nyfortolket version af en af Shakespeares nok mest kendte klassikere, klædt i sort og rødt.
Foto: Poul Rasmussen
|
Hævntragedien om Hamlet, er fortællingen om den unge prins, der finder ud af, at hans onkel har dræbt hans far, sat sig på tronen og giftet sig med hans mor.Pludselig finder han sig selv i et spil fuld af intriger, hævn, magt og død. Hans redskab bliver teatret i kraft af nært venskab med skuespillere fra byen. Hvordan kan Hamlet være sikker på at gøre det rigtige? Hvordan kan han bruge sit liv til gavn for Danmark?
Det er med Shakespeares ord som med sangtekster, man kender
rigtig godt. Når Hamlet begynder på At
være eller ikke…, fortsætter vi at
være, det er spørgsmålet. Så at sætte musik til Shakespeares kendte ord
virker som en indlysende ide. Det giver den gammelkendte tekst, her i Niels
Brunses oversættelse, nyt liv. Jonas Munck Hansen, der også medvirker i
forestillingen, har komponeret musikken, der leverer det perfekte lydtæppe
under Shakespeares tragedie.
Hele Mungo Parks ensemble er på
scenen, hvor de springer ind og ud mellem roller, med Christine Albeck Børge i
centrum som Hamlet.* Hun giver figuren et androgynt udtryk, der i sin vrede og
sorg nærmest kommer til at fremstå gal og forurettet, som kun en teenager kan.
Rikke Juellund har skabt en
funktionel og helt sort scenografi, der fungerer perfekt i historiefortællingen
om Hamlet. Kun når skuespiltruppen kommer på besøg, brydes det sorte med et
rødt scenetæppe. Det virker lige efter hensigten.
Det er en dygtig og velovervejet
bearbejdning af Shakespeares ellers så omdfangsrige værk. Replikker og scener
er skåret og visse karakterer har fået nye funktioner, som Hamlets ven og
fortrolige Horatio, der nu i denne version er leder for
skuespillertruppen, der kommer til Helsingør. En eneste, lille anke skulle
være, at forestillingen med sine næsten 120 min uden pause bliver lige til den
lange side.
Men alt i alt er det et
vellykket livtag med mastodonten Hamlet, levende, musikalsk og rygende
aktuelt.
Foto: Poul Rasmussen
|
*Rollen som Hamlet deles mellem Christine Albeck Børge og Meike Bahnsen.
Jeg så premieren i Allerød, hvor det var Albeck Børge der var på scenen. Men
det kan bestemt også kun være interessant at se hvordan Meike Bahnsen gestalter
rollen.
Iscenesættelse og bearbejdelse:
Martin Lyngbo Oversættelse: Niels Brunse Scenograf: Rikke Juellund
Komponist: Jonas Munck Hansen Medvirkende: Christine Albeck Børge/Meike
Bahnsen, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Morks, Marianne
Mortensen, Jonas Munck Hansen & Henrik Prip
Kommentarer
Send en kommentar