DIKTATOREN, Nørrebro Teater...

Nørrebro Teater har konverteret Charlie Chaplins ”Diktatoren” til scenen og minder os om, at historien og den blide barber, der bliver forvekslet med diktatoren, er lige så aktuel, som den var ved premieren i 1940.

Da en lille jødisk barber vågner op efter 20 år med hukommelsestab, er det til en ny og barsk virkelighed. Her spiller den opblæste diktator Hynkel badebold med verdensfreden og drømmer om den rene ariske race. Barberen, hans kæreste Hannah og deres venner tager kampen op mod Hynkel, men det ser mildest talt sort ud. Tilfældet vil dog, at barberen ligner diktatoren på en prik, og en dag bliver de to forvekslet.

Foto: Büro Jantzen

Da Chaplin i 1940 lavede filmen “Diktatoren”, vidste han ikke hvilket fatalt fingeraftryk den diktator han byggede sin diktator Hynkel på, ville komme til at sætte på verden. Det ved vi i dag, men indtryk fra verden omkring os, tyder på, at nogen desværre har glemt det igen. 77 år efter premieren på det hvide lærred bliver ”Diktatoren”, som det første sted i verden, sat på scenen på Nørrebro Teater og den er stadig rygende aktuel. Umiddelbart kan det virke som et utroligt modigt valg, at sætte Chaplins mesterværk på scenen, men i hænderne på Nikolaj Cederholm er ”Diktatoren” i de tryggeste hænder.

”Diktatoren” kræver sit af hele ensemblet. Fra start til slut spiller historien derudaf, med 200 km/t., slapstick og falden på halen. Og hele holdet leverer. Det er imponerende hvordan alle de koreograferede slapstick-sekvenser løber over scenen let og legende.

Dobbeltrollen som den lille jødiske barber og diktatoren Hynkel bliver, på allerfornemste vis, formidlet af Olaf Johannessen. De foregående par sæsoner har vi bl.a. set ham med titelroller i forestillinger som Puntila på Det Kongelige Teater og Jeppe på Bjerget på Grønnegårdsteatret. Og han imponerer mig gang på gang på gang. I ”Diktatoren” skifter han legende let mellem den blide, distræte barber til den kyniske og utroligt selvfede diktator Hynkel. Hans afsluttende tale, hvor barberen er blevet forvekslet med diktatoren, leverer han så rent, at hele salen forstummede og man kunne høre en knappenål falde til jorden.
Også Peter Zandersen, Nicolai Dahl Hamilton og Asbjørn Krogh Nissen imponerer med deres fysiske spil, der får slapstick-sekvenserne til at virke nærmest lette.
Og i damesiden af scenen sidder pianist og arrangør Oliver Antunes og bliver nærmest forestillingens 2. hovedrolle. Han leverer musik og foley til forestillingen og skal have en stor del af æren for at slapstick-scenerne bliver løftet til en helt anden dimension.

Kim Witzel har skabt en simpel og alligevel enormt kompleks scenografi, der med enkelte virkemidler går fra at være Hynkels kontor til Barberens salon, eller skyttegrav eller tagryg. Og Line Bech har skabt nogle lækre og funktionelle kostumer, der matcher universet godt.

Med sine næsten 2 timer og 45 min, er ”Diktatoren” en lang forestilling. Med et første akt, der nærmest flyver afsted, bliver andet akt desværre lidt tungere at komme igennem. Der er så mange slapstick-sekvenser, at det, selvom de er en ren fryd at se på, faktisk bliver for meget. Havde forestillingen været skåret lidt skarpere i 2. akt, havde alt været helt perfekt. For, for filan hvor er ”Diktatoren” en lækker forestilling, der efterlod mig med ømme lattermuskler og rørelsestårer ned af kinderne. En slapstick-farce der ikke glemmer sit humanistiske budskab og fulde hjerte. Nikolaj Cederholm beviser med ”Diktatoren”, at han betvinger farcen og alle dens facetter med en suveræn overlegenhed.  

Manuskript: Charles Chaplin Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm Scenografi: Kim Witzel Kostumedesign: Line Bech Koreograf: Anja Gaardbo Slapstick-konsulent: Kasper Ravnhøj Musikkonsulent: Kåre Bjerkø Medvirkende: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Oliver Antunes (pianist og arrangør]