FRITZ HANSEN FOLKET, Mungo Park...

Med ”Fritz Hansen Folket” blæser Mungo Park til kamp for den blødende kulturradikalisme. En mestendels vellykket forestilling fuld af humor og selvironi.

De kulturradikale har domineret det danske åndsliv i mere end hundrede år. De har skrevet litteraturen, de har udviklet vores medier, de har designet vores møbler, og de har skabt det danske frisind og udsyn. Men nu skælver jorden. De kulturradikale bliver kaldt pladderhumanister, bedrevidende og verdensfjerne. De tidligere bannerførere er blevet en truet race. Mungo Park fremkalder Brandes-brødrene, Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, alle Politikens chefredaktører, arkitekterne, musikerne og forfatterne til kamp på Fritz Hansens Vej. Kan fordums storhed generobres, eller er vi vidne til landets sidste humanister? I en fri fortolkning af den kulturradikale danmarkshistorie samles hele Mungo Parks ensemble og spørger, hvem Fritz Hansen-folket er i dag – efter en jazztid.

Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand Foto: Bjarke Maccarthy

På Fritz Hansen Vej i Allerød ligger teatret Mungo Park, i møbelfabrikken Fritz Hansens gamle monteringslokaler. Lige midt i Fritz Hansen Folkets hovedsæde. Og den aften jeg var forbi teatret til forestillingen ”Fritz Hansen Folket”, var det i høj grad også Fritz Hansen Folket selv, der fyldte sæderne. Den kulturradikale elite, pladderhumanister i egen sovs, klar til en kærlig gennemprygling. Og pryglet blev vi. Dramatiker Line Mørkeby og Mungo Parks direktør Lasse Bo Handberg har begået manuskriptet. En selvironisk, sarkastisk historie om kulturradikalismens fald fra de høje tinder.

Vi møder midaldrende Rune (Henrik Prip) i den brune fløjlsjakke, der bor i en Funkisvilla lidt uden for Allerød, elsker jazz og god Bourgogne. Rune er pacifist og humanist, har svanestolen og alle de rigtige meninger. Men han er også blevet ramt af den statslige udflytning af arbejdspladser og skal nu pludselig flytte til Esbjerg. Runes veninde Ditte (Marianne Mortensen) er i tidernes morgen uddannet fra teatervidenskab og er nu Teaterredaktør på Politiken. Eller det vil sige, hun er faktisk lige blevet fyret, for chefredaktionen har besluttet at nedlægge teaterstoffet. Der er alligevel ikke sket noget nyt på den danske teaterscene de sidste 10 år. Og så er der Runes datter Sidsel (Nana Morks), der er uddannet fra Kunstakademiet og i 5 år har levet som performancekunstner støttet af kunstrådet. Men nu har hun fået afslag på sin seneste ansøgning. Fundamentet vakler og Rune ser sig nødsaget til at fremmane Brandesbrødrene Edvard og Georg (Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand). Og så ruller lavinen, med ”Kritisk Revy”, Josephine Baker og Poul Henningsen.

De kulturradikale har næsten siden Georg Brandes i 1871 holdt sine forelæsninger om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” siddet solidt i spidsen for det danske ånds- og kulturliv. Men faldet har været dybt og nu er kulturradikalist blevet et skældsord. Men hvordan skete det? Da Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2001 gjorde op med smagsdommeriet, blev der blæst til kamp og den borgerlige kulturkamp blev indledt.* Og dermed er fundamentet for forestillingen ”Fritz Hansen Folket” lagt. Og det er noget af en tur, vi kommer på. Kamilla Bach Mortensen har iscenesat en forestilling med charme, tempo og en stor portion selvironi. Alle spillerne gestalter deres karakterer på fineste vis, samtidig med, at de holder tempoet oppe under musiker Morten Ærøs kyndige akkompagnement.

Det er ensembleteater når det er bedst. Men fremhæves skal dog Marianne Mortensen. Hun gestalter rollen som teaterredaktøren Ditte, med stor kærlighed og en kropslighed, der bare skriger ”alt er slut…”. Hendes figur og spil får mig til at sende kærlige tanker til radiosatiren ”I Hegnets” to ravkvinder, der bare elsker Mikael Birkkjær og københavnerbiografen Gran. Også Jonas Munck Hansen gør sig bemærket i rollen som jazzguitaristen Kristian, der først vinder stor beundring i den kulturradikale indercirkel, men kort efter lægges på is, for at have kopieret sit store ”selvkomponerede” gennembrudsnummer fra en polsk musiker. Han leverer rollen med en underspillet charme, så vi næsten kommer til at holde med hans antagonist.

”Fritz Hansen Folket” er et intelligent og bidende satirisk portræt af kulturradikalismens fald, der på fornemste vis bliver eksekveret. Jeg kan kun ærgre mig over, at forestillingens slutning bliver underlig amputeret. For ganske vist sidder vi midt i Fritz Hansen fabrikkens gamle monteringslokaler, men der kommer unødig stor fokus på de ødelagte og sodskadede designermøbler efter branden i Illums Bolighus i august 2016 og lidt for lidt fokus på den borgerlige kulturkamps endelig dødsstød til kulturradikalismen. Men en tak skal lyde, for at vi må kigge med ind i dybet, ind i kulturradikalismens blødende indre, mens ”De sidste tre humanister sidder lidt uden for Allerød og drikker rødvin.” Skål!

*Fakta hentet fra antologien ”Den Kulturradikale Udfordring” udgivet af forlaget Tiderne Skifter i 2001, med genudgivelse i 2005 (ISBN 87-7973-112-0). Her er masser af spændende viden at hente, for den der gerne vil mere om den kulturradikale kamp.

Koncept: Lasse Bo Handberg Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg Scenograf: Nadia Nabil Koreograf: Anja Gaardbo Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks, Jonas Munck Hansen og Morten Ærø (musiker)