Med ’Torben Toben’ har Teatret ved Sorte Hest skabt en sort og rørende version af Line Knutzons tekst, der næsten kommer i mål.
Torben har en sjælden evne og en glubende appetit. Hans ven Frantz har bekymringer omkring Torben. Torben har jo ædt alt andet og alle andre. Det skulle skabe den store fred og lykke, men det går ikke så glat. Povl dukker op. Povl får sit at se til den dag, han opdager, at hans mødested Kastellet er væk. Alt er væk – inkl. Østerbro. Under et af Torbens turbulente hosteanfald dukker kvinden Agga pludselig op. Nu er de 4, og der må regler til. Det går slet ikke. Eneste udvej: Torben må æde dem alle sammen.  |
| Foto: Robin Skjoldborg |
Der er noget vidunderligt naivistisk over Line Knutzons teksteruniverser. En barnlig tilgang til det at forklare verden, livet og vores følelser. Således også i ’Torben Toben’, hvor vennerne Torben og Frantz er trætte af overbefolkningen, af den konstante forstyrrelse i hele tiden at skulle forholde sig til andre mennesker. De drømmer om at sidde helt alene på en bakketop, drikke en bajer og nyde solnedgangen. Derfor kommer Torben, lidt impulsivt og i en brandert til at æde hele verden. Nu er der kun Torben, Frantz og hunden Jønsson tilbage. Men freden varer ikke ved. Povl og Agga dukker op og nu må der regler til.
Paw Henriksen er fin og rørende som Torben, der vil gøre alt for sin gode ven Frantz, endda æde hele verden, hvis det skulle være. Han spiller rollen med blødhed og hundeøjne, så skiftet der nødvendigvis må komme når han har fået nok af Frantz og hans regelrytteri slår ekstra hårdt. Kristoffer Helmuth er flabet, møgirriterende og hylende morsom som Frantz med den sociale fobi, der gør, at han må opstille regler for ALT. Man kan dog diskutere om det er nødvendigt, at han skal råbe så højt, så meget. Jeg kommer til at savne lidt nuancer i karakteren, der heldigvis bliver åbnet for i en fin, fin scene hen mod slutningen, hvor Frantz forklarer hvordan det gik til den dag Torben åd hele verden. Det er en rørende og nuanceret scene i en ellers noget hektisk iscenesættelse. Karoline Brygmann og Lue Støvelbæk giver et super fint portræt af Agga og Povl, de to akavede eksistenser, der ender med at finde hinanden midt i al rodet.
’De absurde dramatikere vrøvler ikke’, som der så klogt stå i forestillingens program. Hvor mærkelig universet og sproget umiddelbart kan synes, er der altid en bagvedliggende, kulsort og skarp holdningtagen til et problem eller en tilstand. I tilfældet ’Torben Toben’ er det det, at skulle navigere i en verden fuld af mennesker og holdninger. Det kommer til udtryk i Frantz’ absurde behov for regler og Torbens glubende appetit. Og vi er ikke i tvivl om, hvad forestillingen vil os. Jeg manglede dog en skarphed i iscenesættelsen. Det er som om, at der mangler noget konkretet både i scenografi og iscenesættelse. At det, til tider, hektiske spil og den voldsomme stemmeføring med fordel kunne være blevet droslet ned. Derfor synes jeg desværre heller ikke, at forestillingen kommer helt i mål, med det den gerne vil fortælle os. Men, som tidligere nævnt, så er der scener og momenter, der står helt rene, rørende og klare og er med til at gøre ’Torben Toben’ til en seværdig forestilling.
’Torben Toben’ spiller på Teatret ved Sorte Hest til d. 10. marts 2018 og varer 1t.15min uden pause.
DRAMATIKER: Line Knutzon INSTRUKTØR: Maria Vinterberg SCENOGRAF: Marianne Nilsson LYSDESIGN: Søren Kyed KOSTUMEDESIGN: Mikael Jensen MEDVIRKENDE: Paw Henriksen, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Kristoffer Helmuth
Kommentarer
Send en kommentar