REVISOREN, Nørrebro Teater...

Der kan være noget ganske vidunderligt befriende i, at grine af sig selv. Og det får vi i den grad lov til i ’Revisoren’, Nikolaj Gogols kulsorte forviklingssatire, sat i scene af Madeleine Røn Juul på Nørrebro Teater. 

I en fjern provinsby går alle i panik over nyheden om, at en statsrevisor er på vej. Her har man nemlig altid fulgt sine egne regler, ladet de røde tal blive i skuffen og set igennem fingre med grådighed og korruption. Da en fremmed ung mand flytter ind på byens hotel, tror alle, at det er den frygtede revisor. Hvad ingen ved er, at han er en plattenslager af værste kaliber, og så kan forviklingerne ellers begynde.

Foto: Büro Jantzen
Hvad kan en russisk forviklingskomedie fra 1836 om politisk korruption sige os i dag? Meget desværre. Det er en skræmmende, men samtidig morsom og smukt iscenesat forestilling Nørrebro Teater giver os, med Madeleine Røn Juul i instruktørstolen. Men grunden til at satiren rammer så hårdt, som den gør, er ikke mindst på grund af David Harrowers lækre og nutidige bearbejdelse, fint oversat af Christina Wendelboe. Madeleine Røn Juul plejer at være garant for godt teater. Og med ’Revisoren’ ingen undtagelse. Hun har iscenesat forestillingen, så den absurde kommedie, kommer til at stå helt rent. Og flere af scenerne er nærmest dans. De mange karakterer bevæger sig stensikkert mellem hinanden, uden den mindste tøven eller usikkerhed. Det gør forestillingen flydende og let, trods de mange ord, karakterer og historier, der fletter sig ind og ud mellem hinanden.

Sven Dahlbergs enkle grå og indrammede scenografi siger ikke meget før andet akt, hvor den så også i den grad får lov at blive en aktiv medspiller i forvekslingskomedien. Der er ikke det sted, hvor der ikke er en dør eller lem, der ikke kommer i spil, når verden snævrer sig ind på revisoren.

Thure Lindhardt er den enfoldige plattenslager Khlestakov, som byens spidser fejlagtigt tror er statsrevisoren, der er kommet for at gå byen efter i sømmene. Han spiller rollen som en mand, der ikke aner, hvad der har ramt ham, men pludselig ikke kan få nok. Mad og vin, borgmesterens datter, ja selv borgmesterens kone vil han have. Og han får det hele – og lidt til, inden han stikker af i borgmesterens bil, med lommerne fulde af bestikkelsespenge. Og alt for sent opdager byens spidser hvad der har ramt dem. Specielt i andet akt, hvor omverdenen presser sig på og han får fingre i både borgmesterens kone og datter sidder lige i skabet. Jacob Weble spiller hans snu tjener Ósip med overskud og glimt i øjet. Ole Lemmeke er fuldstændig forrygende som det enevældige røvhul af en borgmester, der det ene øjeblik slesk kravler på knæ, for det næste at spy om sig med den ene fornærmelse efter den anden.  Han spiller så hans grå overskæg sitrer. Tina Gylling Mortensen spiller byens noget mandhaftige dommer, med en forkærlighed for hundehvalpe. Og det gør hun med pondus og humor. Også hendes stakkels købmand fra handelsstandsforeningen var med til at trække et af aftenens største grin. Forestillingen er også et velkomment scenegensyn med Mikael Birkkjær, hvis hændervridende hospitalsforstander vækker mangt et grin. Christiane Gjellerup Koch og Josephine Park gestalter med overskud henholdsvis borgmesterens liderlige kone og noget infantile datter. Begge vil de gøre alt for ikke at blive opfattet som provinsielle, og allerhelst vil de bare til Sankt Petersborg. Sara Boberg og Benedikte Hansen er de to godsejerinder, der ser fine og fornemme ud, men ikke ejer salt til et æg. Og så er der Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen, begge stadig elever, men helt ligeværdige med resten af ensemblet. Han som skoleinspektøren, der konstant går på kanten af et nervesammenbrud, samt borgmesterens tjener Misjka. Han stoppede nærmest showet med en vidunderlig stoledans og han har et helt vidunderligt fysisk talent, der er en fryd at være tilskuer til. Og hun giver den skæve og spage postmester liv. 

Det er altså noget at et drømmeensemble. Og det er måske også deres skyld, at forestillingen kommer så sikkert i land som den gør. Midtvejs i første akt taber historien en smule tempo i ’revisorens’ store fuldemands enetale. Det hele bliver en anelse langt i spyttet. Ikke mindst fordi ’Revisoren’ i forvejen er en temmelig lang forestilling.  Men en fuldstændig forrygende 2. akt og de 11 skuespillere redder forestillingen mere end i land.

Nørrebro Teater formår endnu engang at lave en forestilling, hvor humoren og satiren bliver taget mere end alvorligt. Tak for det og tillykke med ’Revisoren’ – Ham kan I godt være stolte af!

TEKST: Nikolaj Gogol BEARBEJDELSE: David Harrower OVERSÆTTELSE: Christina Wendelboe INSTRUKTION: Madeleine Røn Juul SCENOGRAFI, KOSTUME OG LYSDESIGN: Sven Dahlberg KOREOGRAF: Esa Alanne MEDVIRKENDE: Thure Lindhardt, Jacob Weble, Ole Lemmeke, Cristiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Kommentarer