DANMARK, MIT FÆDRELAND, Teatergrad...

'Danmark, mit fædreland' er et fint og rørende portræt af Danmarks forskelligheder. Finurligt og forunderligt.

Er det splittelse, der er i luften, en tvivl om hvem vi er – eller er det bare duften fra en pølsevogn? Danskerne debatterer for fuld skrue, hvem de er og ikke er. Men hvem er vi egentlig i Svendborg, Hjørring og på Nørrebro? Syv teatre placeret rundt om i hele landet er gået sammen om at skabe et skævt, alternativt og levende danmarksportræt som modvægt til de store nationale fortællinger. ’Danmark, mit fædreland’ er forankret i lokalbefolkningerne fra nord til syd og øst til vest og fremviser det særegne, det man er stolte af på egnene, men også det man skammer sig over.

Foto: Per Morten Abrahamsen
Iført orange regnfrakker og gummistøvler driver de medvirkende i ’Danmark, mit fædreland’ rundt på scenen, lige så uforudsigeligt som det danske vejr. Et Danmarksportræt af et samlet land. En mosaik af forskellige nuancer og en udkant der bliver udvisket For hvem er vi egentlig, os danskere? ’Danmark, mit fædreland’ er tænkt som en national udstilling, der fremhæver det vi er stolte af, men også det vi er flove over at vise frem. Syv danske teatre er gået sammen om at skabe en samlet forestilling af syv vidt forskellige fortællinger fra hele landet. Fra Janteloven på Mors og shawarmaen på Nørrebro til Psykiatrien i Svendborg og den lollandske sukkerroe.

De syv små fortællinger er lige så forskellige, som landsdelene de kommer fra. Og alle er de også helt forskellige i både nuancer og udtryk. Fra det tragiske til revykomiske og satiriske. Alle 7 små portrætter fungerer fint under premissen, om end nogle naturligt fanger mig mere end andre. Og samlet bliver det et fint og finurligt portræt.

Jeg er vild med idéen om at samle Danmark i en mosaik af nuancer, som denne forestilling gør. Og jeg ville ønske, at idéen ’Danmark, mit færdreland’ kunne leve videre, med nye teatre og nye fortællinger. For hvor er det rart, at Danmark kan samles i fortællinger om vores forskelligheder. 

’Danmark, mit fædreland’ spiller på turné til d. 23. marts 2018 og varer 1t.15min. uden pause.

IDÉ: Josephine Nørring INSTRUKTØR: Mia Lipschitz DRAMATURG: Tanja Diers SCENOGRAF: Katrine Gjerding LYDDESIGNER: Emil Sebastian Bøll LYSDESIGNER:  Anders Budolf Andersen PRODCENT: Christine Worre Kann
SCENEPRODUKTIONER: 
VENDSYSSEL TEATER: Skuespillere Robin Haslund Buch + Ulver Skuli Abilgaard Instruktør Jørgen Bing Dramaturg Anne Middelboe Christensen LIMFJORDSTEATRET: Skuespillere Sune C. Abel + Bente Eskesen Instruktør Gitta Malling Dramatiker Lasse Popp BAGGÅRDTEATRET: Skuespillere Ulver Skuli Abilgaard + Josephine Nørring Instruktører Petra-Leoni Pichler TEATERGRAD: Skuespillere Josephine Nørring + Sandra Louise Mahmoud Lindquist Instruktør Pelle Nordhøj Kann Dramatiker Julie Glargaard TEATRET MASKEN: Skuespillere Sandra Louise Mahmoud Lindquist + Bente Eskesen Instruktør Solveig Weinkouff HOLBÆK TEATER: Skuespillere Bente Eskesen + Margit Watt-Boolsen Instruktør Brian Kristensen BORNHOLMS TEATER: Skuespillere Margit Watt-Boolsen + Sune C. Abel Instruktør Jens Svane Boutrup Dramatiker Dennis Gade Kofod

Kommentarer