IKKE UDEN MIN MOR, Teatergrad...

'Ikke uden min mor' er en smuk og nærværende forestilling om mødre, døtre og kvinder. Fortælleteater når det er allerbedst.

Vi står alle på skuldrene af vores mødres historier, erfaringer og kampe, ligesom de står på deres, og som vores døtre står på vores. Det gælder alle kvinder til alle tider og i alle kulturer. Ingen kvinde eksisterer uden sin mor.

Foto: Per Morten Abrahamsen
Det er et både rørende, smuk og ganske pudsigt billede, det med, at alle døtre står på skulderen af deres mødre. Ingen kvinde eksisterer uden sin mor. I caféen i VerdensKulturCentret på Nørrebro, sad vi tæt til forestillingen ’Ikke uden min mor’. Mødre, bedstemødre, døtre, kvinder i en rundkreds mens der af de fire medvirkende blev fortalt historier. Og det er længe siden, at jeg har siddet og lyttet så intenst, mens medarbejderne i caféen puslede og en duft af daal, mynte og spidskommen spredte sig. Vi sad i en ubrydelig historiecirkel og var med og reagerede, uden at lade os forstyrre, af alt det der ellers skete omkring os. Det er byrumsteater når det er bedst. 

Der er mange måder at være mor på. Ikke alle mødre er gode mødre og ikke alle døtre er nemme. Ikke alle børn er ønskede og ikke alle konflikter kan løses. Og ’Ikke uden min mor’ fortæller alle de historier, uden fordomme. Det var en meget rørende oplevelse, at være vidne til mødre og døtre undervejs i forestillingen, der holdt i hånd, krammede og tørrede tårer bort. 

Med enkle virkemidler kommer historierne helt ind under huden på os, ved hjælp af Sir Grand Lears enkle, men virkningsfulde scenografi og Sandra Yi Sencindivers varme iscenesættelse og Marie Louise von Bülows smukke sange og musik. ’Ikke uden min mor’ er en forestilling af alle de kvinder, der står der, på skuldrene af hinanden. Så tag din datter, mor eller bedstemor i hånden og se ’Ikke uden min mor’.

’Ikke uden min mor’ varer en 1t. 15min. uden pause og kan fanges på turné i København i marts 2018 og i Aarhus i juni 2018.

DRAMATIKER: Camara Lundestad Joof INSTRUKTØR: Sandra Yi Sencindiver MUSIK OG SANGTEKSTER: Marie Louise von Bülow SCENOGRAF: Sir Grand Lear DRAMATURG: Sosha Temperowska MEDVIRKENDE: Anne-Vibeke Mogensen, Siir Tilif, Lotte Munk og Marie Louise von Bülow 

Kommentarer